Søndag, 8. maj 2016

Den standhaftige tinsoldat

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Bjarne Kim Pedersen bærer en valmueblomst ganske nær sit hjerte. Bjarne Kim Pedersen bærer en valmueblomst ganske nær sit hjerte. Foto: Johannes Wamberg Andersen.

Den danske forfatter Bjarne Kim Pedersen har skrevet sit værk, der er dediceret den ukrainske kvinde ‪#‎NadiaSavchenko.

     Bjarne Kim Pedersen er en af de fynske forfatter, som deltog blandt de 14 grafikere og 12 forfattere, der har lavet bogen «Rejsekammeraten». Til «Rejsekammeraten – H.C. Andersen fanfiktion» skulle grafikere og forfattere lave deres værker inspireret af Andersen. Bogen udkom den 8. august og havde økonomisk støtte fra H.C. Andersen Festivals.

«''Tinsoldater!'' Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne; han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig...»

H.C. Andersen

Mange år senere var der en pige langt fra Danmark, hvis navn betyder håb. Hun blev født som datter af en maskiningeniør og en syerske og voksede op med gamle motorcykler. På værkstedet blev de delt i lige så mange stykker, de var af, og samlet, inden de igen kunne føre pigen i fuld fart.

Moderen ville gerne have hende til at udtænke flotte klæder på en designskole.

Men nej, hun ville flyve. Hun ville ind på Flyvernes Universitet.

De sagde njet

og njet

og njet

Dog, til sidst fik hun lov til at komme i uniform. Først som radiooperatør ved jernbanestyrkerne, senere fik hun lov til at blive faldskærmssoldat og var den eneste kvinde i Ukraines fredsbevarende mission i Iraq.

Tilbage igen søgte hun igen ind på Flyvernes Universitet. Denne gang spurgte hun direkte den minister, der havde hele ansvaret for alle soldaterne.

Og denne fjerde gang kom hun ind. Fire år senere fik hun sin eksamen og måtte flyve højt på himlen. Hun kom tilbage og fløj med en helikopterenhed.

Da studenterne samledes på Maidan, var hun også med, først lidt som praktisk hjælper sammen med sin søster. Der var mange ting, som skulle gøres, når flere hundrede tusinde mennesker var samlet for at smide en korrupt præsident på porten. Stemningen var sådan, som Olga Perekhrest skriver i:

MOR JEG ER NU EN EKSTREMIST
af Olga Perekhrest

Hej mor, jeg er en ekstremist
klædt i gul-blåt flag
jeg har spærret broerne med kæder til at låse
jeg var med på bilturen til Mezhyhirya-residensen

Du ved mor, jeg er – en ekstremist
synger: "heltemod er ikke udryddet endnu"
jeg tror på helte,
jeg er hærget af nattetimers debatter
med ultra-højre og venstreorienterede.

Mor, jeg er nu en ekstremist
vores slogans – barske og hårde
vores hjelme, masker og tørklæder
alt dette kan være årsagen
jeg kan blive sendt 10 år i fængsel
væk fra hjemmet, på stand by

jeg vil ikke komme ind fra kulden
Systemet har særlige evner
til at brække vores pigge og ribben
så i dag er vores største mål
at redde vennerne fra den magt, der dræber
hvilken mening er der i at være tavse
jeg har intet at tabe, i det mindste.

Så mor – nu er jeg EN EKSTREMIST.

Senere var hun med i selvforsvarsstyrkerne, der stod i første række, når Berkut angreb. I de værste dage lignede det et slag fra Ringenes Herre. Hun fik også brug for sin førstehjælpsuddannelse, når alle de faldne aktivister skulle hjælpes. De dage, hvor frihedspladsen blev besudlet med blodet fra det oprørske folk.

Mange faldt, og den dag i dag brænder der lys for de dræbte, dengang hun og de andre folk genskabte landets værdighed.

En ny præsident blev valgt, desværre blev landet også angrebet med våben af nabolandets små grønne mænd.

Hun ville kæmpe for sit land, men i stedet kom hun i en afdeling langt fra fronten.

Den lille soldat aftrådte sin egen enhed og meldte sig hos den frivillige bataljon, hun kendte fra Maidan.

Hun kom til at træne andre frivillige i kunsten at være soldat og i krigsmedicin.

I et forsøg på at redde nogle sårede soldater blev hun taget til fange af små grønne mænd den 18. juni 2014.

Dagen efter blev hun vist frem på en video, hvor hun sidder i håndjern i noget, der ligner en gymnastiksal.

Den 20. juni fik hun trukket en stinkende sæk over hovedet og transporteret med seks forskellige biler. Hun kunne kigge ud under sækken og kunne kende både bilmodeller og farver. Hun stillede spørgsmål til bortførerne, så de gav hende bind for øjnene.

Præsidentens anklagemyndighed påstår, at hun krydsede grænsen uden tilladelse og blev anholdt.

Samtidig sigter de hende for at have haft soldateransvaret for, at to russiske krigskorrespondenter, som var med de russiske styrker ved en vejspærring, blev dræbt.

Den lille soldat blev ført til et fængsel i Moskva. Hun er faktisk en soldat fra en krig, som præsidenten siger, ikke er en krig. Hans soldater er slet ikke soldater, og hvis de er, så er de på ferie og har lige taget alt deres militærudstyr med fra de afdelinger, de er en del af.

Og i denne moderne tid kan man se, at den lille soldats telefon ikke var i nærheden af det sted, hvor de to journalisters telefoner var.

Der er ingen lov, heller ikke for soldater, som giver præsidenten ret til at bortføre fanger til et andet land.

Det hedder Geneve-konventioner

«– Retssager mod krigsfanger skal overholde grundlæggende retningslinjer for en retfærdig rettergang».

Hun har ikke fået en retfærdig rettergang. Hendes forsvarer må ikke få lov til at fremlægge beviser på, at hun ikke kan have ansvaret for de to journalister. På et tidspunkt ville de også sende hende på et psykiatrisk hospital.

Mens hun har siddet i sin celle i Moskva, er hun også blevet valgt til det ukrainske parlament og har derfor taget sin afsked fra den ukrainske hær.

I præsidentens aviser i Moskva bliver hun beskrevet som en dræbermaskine i kjole, og hele den dårlige behandling fik hende til at gå i sultestrejke i protest mod den ulovlige tilbageholdelse.

Den lille soldats egen tale fra fangeburet hun bliver udstillet i:

«Det sidste halve år har jeg lært at tale russisk. Jeg har ikke noget had til russere, selv om det er det, anklageren sigter mig for.

Jeg dræbte ikke russiske journalister...

Jeg har fundet ud af, at jeg har mange venner i Rusland. Det er min første rejse til Rusland, og indtil nu har jeg tilbragt hele tiden i fængsel. Jeg har ikke talt med særlig mange russere. Jeg modtager jeres breve, jeg kan se, at I selv kan tænke.

I har jeres egne meninger, I kan tænke store tanker, og I kan skille sandhed fra løgne i jeres hoveder og i jeres hjerter. I anser ikke os ukrainere for at være jeres fjender, og jeg anser heller ikke jer for mine fjender.

Jeg vil aldrig sige, at russere er dårlige folk. Det indbefatter ikke de løgnagtige og korrupte undersøgere og dommere. Men I må forstå, der er ikke dårlige lande – kun dårlige enkeltindivider. Jeg vil ikke sige, at disse individer, som jeg foragter og aldrig vil komme til at respektere, er gode mennesker. Men jeg respekterer og elsker mange russiske folk. Tak for jeres støtte.

Jeg vil ikke flyttes fra dette fængsel, fordi jeg tror, at de vagter, som skal eskortere mig, udgør en fare for mit liv.

De har gentaget fornærmelser mod min nationale og personlige værdighed, det ukrainske sprog og opført sig krænkende.

Vagterne har også mishandlet min mor, en 77-årig gammel kvinde. De brugte brutal magt mod hende.

Jeg vil også tilføje – jeg vil være venner med alle russere, som nægter at tage våben i hånden, for at tage til mit land, for at dræbe mit folk.

Tak».

Den lille soldat sidder stadig i fængslet i Moskva.

Tyndere og tyndere efter sultestrejken.

Hun tror ikke selv, hun slipper ud af fængslet i live.

Men jeg har selv set hendes billede på museet for den store krig. I forhallen står et billede af hende sammen med billederne af alle de ukrainske soldater, der er faldet i kampen. Alle omgivet af valmuer som fredens symbol.

Hun lever, men hvor længe går der inden hendes navn kommer til at stå på heltetavlen mellem alle de andre helte?

Jeg bærer en valmueblomst ganske nær mit hjerte, lille soldat. Et minde om en fredsmarch i Kiev den 09. maj og hendes fødselsdag to dage senere.

Der er helte som
ofrer sig og kæmper for
alt hvad vi har kært.

Læst 925 gange Senest ændret Mandag, 23. maj 2016

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team