Onsdag, 23. November 2016

Hybridkrigen og den aktuelle situation i Ukraine

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Flemming Splidsboel Hansen. Flemming Splidsboel Hansen. Foto: Olena Yanykh.

Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut For Internationale Studier, fortæller om hybridkrigen i Ukraine.

Hvad er hybridkrig, hvad er det for en situation, der udspiller sig omkring Ukraine, hvordan skal vesten forsøge at håndtere det? Hvad er den aktuelle situation i Ukraine med Krim og det østlige Ukraine samt med Minsk 2 fredsprocessen og hele det internationale spil, som knytter sig til den? Det var emnerne for et foredrag, som Flemming Splidsboel afholdt i Dansk-Ukrainsk Selskab. Her beskrives første del af foredraget.

Er der krig, eller er der ikke krig

Ifølge Flemming Splidsboel taler vi i Danmark om hybridkrig, mens man i andre lande er gået over til at omtale den form for krig som asymmetrisk krig eller tvetydig krig – tvetydig, for er der krig, eller er der ikke krig. Men også disse betegnelser indeholder en hybriditet.

Asymmetrisk krig er en hybriditet i forhold til forskellige aktører, som kan noget forskelligt, som har meget forskellige kapaciteter. Irak og Afghanistan er eksempler på asymmetriske krige, som vi har været med i, og som var enormt komplicerede at udkæmpe.

Tvetydig krig har det element, er der krig, eller er der ikke krig, og som vi kan se i det østlige Ukraine, og som er noget, som vi givetvis må vænne os til – at vi kommer til at stå overfor typer af krig, som er anderledes.

Hybridkrig er både kinetisk og ikke-kinetisk

Selv foretrækker Flemming Splidsboel betegnelsen hybridkrig, fordi det er en påmindelse om, at det er en hybriditet – en hybriditet mellem to forskellige elementer. Det er det, som vi ofte kalder det militære og det ikke-militære. I militæret bruges dog betegnelserne kinetisk og ikke-kinetisk.

Nogen husker måske betegnelsen kinetisk energi fra fysiktimerne – det er sådan en energi, som man kan bruge til at smadre noget. Det er meget mere præcist at anvende disse betegnelser. Da vi var i Afghanistan, brugte vi kinetiske midler til at udradere Taliban, men vi brugte også ikke-kinetiske virkemidler til at forsøge at påvirke lokalbefolkningen og til at opbygge.

Hybridkrigen er det kinetiske og det ikke-kinetiske, som er smeltet sammen. Men der er intet nyt i det, det har været sådan altid. Man bruger informations-operationer og psykologiske operationer, hvilket der er meget fokus på i den igangværende konflikt.

Det, der måske er nyt, er, at vi i en del af vesten er vågnet op og oplever nu, at der er nogle aktører, som man normalt ikke forbinder med den type krig, som bruger det. Det er som om, spillereglerne er blevet lidt anderledes. I hybridkrig bruger man alle midler. Det, der virker, er det, man bruger for at opnå de ønskede resultater, og det er det, man kan se i den russiske tænkning om hybridkrig.

Rusland derimod mener, at det er vesten, der fører hybridkrig imod dem. Udelukkelsen af dopingdømte russiske atleter og afstemningen i Eurovision i år, hvor Rusland ikke vandt, ses som hybridkrig. Der er rigtig mange elementer, der spænder fra det elementære – næsten absurde – over i noget, som er meget mere seriøst og håndgribeligt. I Ruslands optik indeholder hybridkrig alt, der går ud på at modarbejde russiske interesser.

Frie medier har det svært i Rusland

Informationsteknologien tages flittigt i brug i hybridkrig for at styre folks holdninger. Der er et væld af russiske statskontrollerede medier, men der er også frie medier. De sidste risikerer dog, hvis de bliver store med mange seere, lyttere eller læsere, at få besøg af f.eks. skattemyndighederne, der vil hævde, at mediet ikke har betalt sin skat og derfor lukkes. Det opstår så igen under samme navn, men med en ny redaktion, der følger de statskontrollerede mediers linje.

Vi står overfor en særlig udfordring, fordi det budskab, der kommer fra Rusland, er meget massivt. Der ér nogle frie medier, der fortæller om situationen i det østlige Ukraine og fortæller om dræbte russiske soldater. Men det er blevet enormt vanskeligt for dem at gøre det, og de fleste medier vil ikke gøre det.

Påvirkning for at skabe uro

Informationsteknologien bruges blandt andet til at påvirke de russisk sindede i andre lande for at skabe uro, så man får mulighed for at sende specialstyrker ind og tage en bid af et territorie og sige, at nu er det vores.

Estland, Letland og Litauen føler sig meget udsatte, men Flemming Splidsboel Hansen tror ikke, at de er så udsatte, som de egentlig selv tror. Det betyder ikke, at de overdriver bevidst, men de er nok mere angste, end de har brug for at være. Sammenhængskraften i disse lande er nok større, end de selv går og frygter.

I Estland og Letland er der lavet undersøgelser, der peger i den retning, at de russisk sindede egentlig ikke er så mobiliserbare, som vi nogen gange går og tror. Både i EU og i NATO arbejder man med at tage fat i nogle af de fortællinger, der kommer fra russiske medier og punktere dem. Det er en defensiv fremgangsmåde, og der har været tale om, at man måske skulle gå over til at være offensiv – at lave meget mere offensive informationskampagner fra vestens side.

Om at male sig op i et hjørne

Flemming Splidsboel Hansen mener, at vesten i højere grad skal lære at håndtere det, der kommer fra Rusland. Der ér debat og frie medier, men samtidig ser vi et mediebillede, som er meget styret. Der er dog i Rusland – i forhold til det østlige Ukraine – en snigende erkendelse af, at man måske er gået for langt i den måde, man har portrætteret dem på.

Politikere vil gerne have to udgange, og den ene skal være en nødudgang. Det er meget sjældent, at politikere bevidst maler sig ind i et hjørne, hvor de ikke har nogen muligheder. Det kan man vælge at gøre nogle gange, som det er sket på Krim. For russerne betyder det så meget, at hvor mange sanktioner, man end smider imod dem, så giver de sig ikke og er villige til at ofre hele deres politiske karriere på det. Og det kan politikere have en interesse i.

Men angående det østlige Ukraine er der altså en snigende erkendelse af, at man har malet sig lidt for meget ind i et hjørne ved at sige, at de alle sammen er nazister, fascister og banderister og ved at advare om pogromer. Og det betyder, at det er enormt vanskeligt at gøre indrømmelser. Men det illustrerer også, hvorledes man kan bruge medierne, og hvordan man meget ensidigt kan vise de her særlige billeder, og det kan være svært at trække i land igen, når man på et tidspunkt ønsker det.

Læst 1485 gange Senest ændret Lørdag, 1. Juli 2017

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team