Søndag, 2. August 2015

Ukraines patriotiske flygtninge

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Martin S Poulsen, dansk journalist med fokus på de internationale anliggender. Martin S Poulsen, dansk journalist med fokus på de internationale anliggender. Foto: Martin S Poulsens billedarkiv.

Den danske journalist besøgte Kiev og fortalte om de interne flygtninge problemer gennem historier af ukrainere, som blev tvunget til at forlade deres hjem i Donbas og Krim.

I Ukraine lever over en million mennesker på flugt. De er flygtet fra deres hjem i den krigshærgede østlige del af landet eller fra det russisk annekterede Krim. Mange er flygtet på grund af deres støtte til Ukraine og modstand mod russisk kontrol. Tusindvis af internt fordrevne har søgt til hovedstaden Kiev, hvor de forsøger at skabe et nyt liv. Det er svært i et land, hvor økonomien er tæt på kollaps.

»Vi pakkede kun én kuffert hver. De ukrainske styrker rykkede tættere og tættere på. Vi troede, det kun ville vare få uger inden de ville befri byen og genindføre lov og orden. De kom aldrig«.

Alina Kotemko har svært ved at holde tårerne tilbage, mens hun fortæller om sin flugt fra anarkiet i det østlige Ukraine. Sammen med sin mand Sergey, deres 17 årige søn og deres datter på tre år flygtede Alina i slutningen af maj 2014 fra fødebyen Luhansk i det østlige Ukraine.

Foråret 2014 var anspændt i Luhansk. I begyndelsen af april udviklede demonstrationer sig hurtigt til et voldeligt oprør. I løbet af få uger blev demonstranterne forvandlet til militante pro-russiske oprørere, der besatte statslige bygninger og krævede autonomi eller løsrivelse fra Ukraine. Folkerepublikken Luhansk blev udråbt, og en folkeafstemning om løsrivelse blev udskrevet. Op til folkeafstemningen den 11. maj havde Alina og hendes mand på de sociale medier givet udtryk for deres støtte til Ukraine.

»Vi opfordrede folk til at stemme nej til løsrivelse. Nej til anarki og russisk gangstervælde«, forklarer Alina Kotemko.

Folkeafstemningens resultat blev som den slags har for vane, når den sættes hurtigt i værk af bevæbnede mænd  –  et stort, manipuleret JA til løsrivelse fra Ukraine. Nu kunne klapjagten på modstandere af den selvudråbte folkerepublik gå ind. Frygten fik Alina og hendes familie til at flygte.

Ukraine Kyiv Alina Kotemko photo Martin S Poulsen

Alina Kotemko måtte flygte med sin familie fra hjembyen Lugansk. Hun har nu boet over et år i Kiev og vil kun vende tilbage til Lugansk, hvis byen kommer under ukrainsk kontrol igen.

»En af vores venner var blevet anholdt af militserne. I to uger sad han fængslet. Han blev sultet og tortureret. Da han endelig blev løsladt, fik han 24 timer til at forlade Luhansk. Vi havde hørt rygter om lister med navne på personer, der støttede Ukraines regering. Vi tænkte, at vi sikkert var på listen. Vi turde ikke blive i Luhansk længere«.

Tidligt om morgenen den 31. maj 2014 steg Alina og hendes familie ombord på toget til Kiev. De var heldige. Kun tre dage senere lukkede de pro-russiske oprørere grænsen mellem Ukraine og den selvudråbte folkerepublik.

Alinas veninde havde tilbudt familien tag over hovedet i Kiev. Fem personer stuvet sammen i en lille etværelses lejlighed. En midlertidig løsning, troede Alina. Snart ville de kunne vende hjem.

»Vi var overbeviste om, at de ukrainske styrker ville befri Lugansk i løbet af nogle få uger«.

Sådan kom det ikke til at gå. De ukrainske styrker var for dårligt udrustede og ringe organiserede til, at de kunne genvinde kontrollen over Luhansk. Et år senere ligger fronten stadig fastlåst. De 1.3 millioner internt fordrevne, der er flygtet fra deres hjem i det østlige Ukraine og Krim, har ringe udsigter til at vende hjem i den nærmeste fremtid.

De er flygtninge i deres eget land, og mange af dem må nu til at skabe sig et nyt liv et andet sted i Ukraine, der er Europas største land med store sproglige og kulturelle forskelle.

Mens hovedparten af de internt fordrevne bor i lejre tæt på fronten, har en del især veluddannede søgt til Ukraines storbyer. Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR havde 143.000 internt fordrevne ved udgangen af juni i år slået sig ned i og omkring Ukraines hovedstad Kiev.

De er ofte ressourcestærke med kontakter i byen og med faglige kvalifikationer, der kan bruges i en storby. Men på trods af de flere muligheder i Kiev er det ikke nemt at bygge et nyt liv op. Det fortæller Anatolii Zasoba. Han er 30 år, og sammen med sin kone og deres datter på fem år flygtede han i marts 2014 fra Sevastopol på Krim.

»Det er lidt nemmere at finde et arbejde i Kiev, men ofte må de internt fordrevne tage job, der ligger langt under deres faglige niveau«, siger Anatolii Zasoba.

»Boligmanglen er imidlertid det største problem. Selv folk fra Kiev har svært ved at finde en bolig her i byen. For de internt fordrevne er det endnu sværere, for udlejerne er skeptiske overfor at leje ud til internt fordrevne. De er bange for, at de stikker af fra huslejen. Det gælder om at kende nogen, der kender nogen, og det kan være svært at få de rigtige kontakter i en fremmed by«.

Anatolii Zasoba var en af de første internt fordrevne, som kom til Kiev i foråret i fjor. Ligesom Alina Kotemko blev han nødt til at flygte på grund af sine holdninger. Anatolii Zazoba flygtede fra sin hjemby Sevastopol på Krim, hvor han havde opbygget et efter eget udsagn succesrigt internet marketing bureau med 50 ansatte. Han havde opfordret sine ansatte og medlemmerne af en forening han var formand for, til ikke at stemme til folkeafstemningen på Krim om løsrivelse fra Ukraine. En dag Anatolii kom tilbage fra et møde fortalte hans sekretær, at militsen havde været på kontoret og spurgt efter ham. Da vidste han, det var på tide at forlade Krim.

Ukraine Kyiv Anatoli Zasoba photo Martin S Poulsen

Anatoli Zasoba foran et kort over halvøen Krim i de ukrainske nationalfarver. Anatoli flygtede fra Krim i marts 2014.

Flugten gik til Kiev, hvor Anatoli Zasoba oprettede interesseorganisationen ’Crimea Diaspora’. Organisationen blev skabt for at gøre opmærksom på de problemer, de internt fordrevne fra Krim oplever, og for at give dem bedre muligheder for at komme ud af offerrollen som flygtning. Efter krigen blussede op i det østlige Ukraine har ’Crimea Diaspora’ også hjulpet de internt fordrevne fra den del af landet.

»Vi har et godt samarbejde med staten, der, selvom midlerne er små, forsøger at skabe gode betingelser for de internt fordrevne. Det er primært på lovgivningsområdet, staten gør en indsats, men direkte økonomisk hjælp er der ikke meget af. Staten har ingen penge«, forklarer Anatoli Zasoba, der for to måneder siden i samarbejde med blandt andre FN’s udviklingsprogram UNDP og nødhjælpsorganisationen ADRA åbnede et center for internt fordrevne på tolvte etage i en grå betonbygning på Lavskra gaden i det østlige Kiev.

Centeret fungerer som et socialt mødested og som et sted, hvor de internt fordrevne kan få den hjælp, den fattige ukrainske stat ikke er i stand til at give. I lokalerne på Lavskra gaden kan de internt fordrevne i Kiev få psykologhjælp, få passet og undervist deres børn, få hjælp til at finde job og bolig, mødes i mødregrupper, eller få råd og vejledning til at starte egen virksomhed. De 12 ansatte er alle bortset fra én selv internt fordrevne. Formålet med centeret er, at give de internt fordrevne bedre mulighed for at starte en ny tilværelse.

»Vi vil hjælpe dem ud af en status som ofre til en status som vindere«, forklarer Anatoli Zasoba.

For Alina Kotemko har det seneste år været en hård kamp for at forlade offerrollen. Meget er sket, men familiens nye liv er langt fra så komfortabelt som det, de forlod. Alina, der er uddannet psykolog og havde sin egen praksis i Lugansk, har fået nogle få klienter i Kiev. På en god måned tjener hun 3.000 hryvnia (cirka 900 kr).

Hendes mand Sergey ejede tre møbelbutikker i Luhansk. Nu arbejder han fuldtid som møbelsælger i en butik i udkanten af Kiev til en månedsløn på 5.500 hryvnia (cirka 1.700 kr).

Sønnen går på universitetet og modtager kun et lille stipendium, der knap nok dækker udgifter til bøger. Hele familien bor sammen i en toværelses lejlighed på den østlige bred af floden Dnipro, der skiller Kiev i en vestlig del med den gamle bymidte og en østlig del, hvor de fleste bygninger er triste, grå boligkomplekser fra 1970’erne. Huslejen alene gnaver 5.000 hryvnia af familiens månedlige budget.

»Vi har det bedre end mange andre, men livet er stadig hårdt for os. Min mand vil gerne starte egen virksomhed, men det er svært, for han har ingen startkapital og kan intet spare op af sin løn«, fortæller Alina. Hun er bekymret for hvad der sker med familien, hvis der opstår uforudsete problemer.

»Vi har ingen opsparing, ingen sygesikring, kun lige akkurat penge til mad og husleje. Vi kan få medicin til min datters allergi, men hvis hun bliver alvorligt syg, er der intet vi kan stille op«.

Velfærdstat er et fremmedord i Ukraine, hvor næsten al hjælp til de internt fordrevne bliver givet af private eller organisationer, der henter støtte fra udlandet. Den ukrainske stat yder humanitær hjælp så godt den kan til de mest udsatte flygtninge, men nogen form for starthjælp eksisterer ikke. Ifølge de ukrainske myndigheder ville staten gerne hjælpe mere, men blandt andet krigen i den østlige del af landet tærer så meget på den i forvejen fattige stats ressourcer, at IMF, Den Internationale Valutafond, har forudsagt, at Ukraine står overfor en statsbankerot.

Det er ikke kun med krudt og kugler, Rusland fører krig mod Ukraine. Rusland har også indført en handelskrig mod Ukraine, der er en medvirkende årsag til, at det ukrainske bruttonationalprodukt er faldet 16 procent på to år.

På den anden bred af den mægtige Dniproflod er en gruppe frivillige i fuld gang med at tage sig af de opgaver, staten ikke magter. En af dem er Mario Marana fra den spanske middelhavsby Valencia. I en alder af 62 år besluttede han sig for at tage til Ukraine i kampen mod Putin.

»Fascisterne ødelagde mit land og min familie. Det skal de ikke få lov til her i Ukraine. Fascisten Putin har intet at gøre i dette land«, siger Mario fra vinduesåbningen, hvor han deler tøj ud til folk, der er flygtet fra forfølgelser og kamphandlinger i Donbasområdet i det østlige Ukraine.

Mario, der kun taler spansk og rudimentært ukrainsk, som han har tilegnet sig under sit syv måneder lange ophold i landet, er én af 72 frivillige tilknyttet nødhjælpscenteret på Frolovskya gaden i den centrale bydel Podil i Kiev.

Mario er ikke den eneste udlænding, men de fleste frivillige er fra Kiev. Mange var med i Euromaidan; bevægelsen, der fra november 2013 demonstrerede og senere under heftige kampe på Maidan Pladsen i Kiev kæmpede for at knytte Ukraine tættere til Europa og som endte med, at den russiskorienterede præsident Viktor Janukovitj tog flugten til Moskva.

Ukraine Kyiv Mario Marana photo Martin S Poulsen

Mario fra Valencia i Spanien er taget den lange vej til Ukraine for at gøre sin del for Ukraines frihed.

Et midaldrende par går ind på den forladte industrigrund, hvor otte ombyggede fragtcontainere og et par store telte i camouflagegrønt udgør et helt lille samfund af flygtninge og frivillige. Parret stiller en sort plastiksæk fyldt med aflagt tøj ved siden af flyttekasser fra et flyttefirma i Kolding.

I den første container på pladsen har unge frivillige indrettet et informationscenter. Her kan de internt fordrevne få sidste nyt om situationen i de områder, de er flygtet fra.

I en container lidt længere inde på pladsen er mødre og børn i gang med at finde legetøj på de hylder, der er sat op inde i fragtcontaineren. Her kæmper et stort udvalg af brugt legetøj om børnenes opmærksomhed sammen med gyngerne og vipperne på legepladsen bagved containeren. Ældre damer med tørklæder bundet løst om hovedet leder efter køkkengrej i store kasser i containeren ved siden af det runde telt, hvor der hver dag ved middagstid serveres frokost til de senest ankomne flygtninge. De første 45 dage efter deres registrering i nødhjælpscenteret kan flygtninge få et gratis måltid to gange om dagen, derefter må de selv sørge for at finde mad.

»Det er ikke for at straffe dem, men for at motivere dem til hurtigst muligt at blive selvforsørgende«, forklarer nødhjælpscenterets leder Lesya Litvinova i centerets hovedbygning. Her bliver de internt fordrevne registreret, før de kan gøre brug af centerets tilbud om blandt andet gratis lægehjælp, hente tøj, køkkengrej og andre fornødenheder, og gøre brug af den tidsbegrænsede madordning.

Det er midt på eftermiddagen, og indtil videre er 22 familier blevet registreret i dag. Flere venter udenfor på at komme ind og blive registreret af en af de fire frivillige, der sidder bag hver deres computer og scanner flygtningenes pas for at oprette dem i centerets database.

»De seneste måneder er det især familier med børn, vi har taget imod. For dem er det en meget større beslutning at flygte, end det er for de unge uden børn, som ikke har så meget at miste. Familierne flygter først, når de ikke har andre muligheder for at overleve«, siger Lesya Litvinova hurtigt og i små bidder af ord i de små pauser mellem de konstante opkald til hendes telefon. Hele tiden er der noget der skal ordnes, koordineres, aftales.

»Flygtningene mangler næsten alt, når de kommer her. Vi hjælper dem med at skaffe de basale ting, der skal til for at opretholde et tåleligt liv. Men vi mangler især medicin. Vi kan ikke gøre meget for at hjælpe for eksempel diabetikere eller folk med hjerteproblemer. Men de har ingen andre steder at gå hen«, fortæller Lesya Litvinova.

Da de første internt fordrevne kom til Kiev fra Krim og Østukraine i foråret 2014, besluttede Lesya Litvinova og en håndfuld andre aktivister fra Euromaidan-bevægelsen, at gøre noget for de flygtede landsmænd.

»Det var folk, der lige som os, havde kæmpet for et bedre Ukraine. For et frit, demokratisk, vestligt orienteret land. Det var vores pligt at hjælpe dem. Det er vores måde at fortsætte revolutionen på«.

En erhvervsmand tilbød aktivisterne brugsretten over en nedrivningsmoden tidligere industribygning og den tilhørende grund bagved. I løbet af kort tid blev den forladte industrigrund på Frolovskya gaden omdannet til Kievs største nødhjælpscenter med nu over 40.000 internt fordrevne registreret i centerets database. Udover de frivillige støtter mange borgere centeret ved at donere blandt andet aflagt tøj, køkkenudstyr eller sengelinned. Udenlandske organisationer bidrager også, blandt andet sender den danske organisation ’Hjælp ukrainske børn’ løbende medicin og legetøj fra Danmark til centeret på Frolovskya gaden.

Ukraine the refugee relief center at Frolovska street in Kyiv photo Martin S Poulsen

Unge mødre finder tøj til deres børn i en af containerne i nødhjælpscenteret i Frolovskya gaden. Tøjet kommer blandt andet fra udenlandske organisationer, heriblandt danske »Hjælp Ukrainske Børn«.

Et lille, tørt grin kommer ud af Lesya Litvinovas mund da jeg spørger hende, hvordan samarbejdet er med myndighederne.

»You ask funny questions«, siger hun og viser meterhøje stakke af papir på sit kontor. Papirdyngerne er den samlede korrespondance med myndighederne. Især papiret fra skattemyndighederne optager meget plads.

»De tror ikke, at vi alle sammen er frivillige. De tror, vi får løn af udenlandske organisationer. Jeg bruger alt for meget tid på at dokumentere, hvad vi bruger penge på«, siger Lesya Litvinova.

Hver dag stiger udmattede flygtninge af toget på Kievs hovedbanegård. De udgør kun en lille del af de tusinder af mennesker, som flygter fra den krig, der på trods af en snart halvt år gammel våbenhvile, kræver nye ofre hver uge.

De internt fordrevne i Kiev og i resten af Ukraine kan ikke se frem til meget hjælp fra den ukrainske stat, der, med stigende energipriser, tårnhøj korruption, en vedvarende krig i den østlige del af landet, terroranslag fra højreorienterede grupper og tabet af industriområderne i øst, kæmper for at undgå statsbankerot og det totale systemiske sammenbrud. I stedet må de internt fordrevne håbe på, at civilsamfundet kan hjælpe dem videre til et nyt liv.

Læst 1423 gange Senest ændret Mandag, 21. November 2016

Made by Amaze Studio Team