Onsdag, 31. Januar 2018

Mykola døde på sit arbejde i Danmark – enken har ikke fået erstatning

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

En sag om en arbejdsulykke, der kostede ukraineren Mykola Makarenko livet, har efter 3 måneder endnu ikke udløst erstatning til enken.

Hver tredje lønmodtager i dansk landbrug kommer fra udlandet. En af dem var Mykola Makarenko. Den 12. oktober 2017 døde Mykola under udførelsen af sit arbejde. Han blev 34 år og efterlod sig sin 31-årige kone Ekaterina samt to børn – en dreng på 4 år og en pige på 8 år.

Ekaterina Makarenko har henvendt sig til Curiousua.com og fortalt om ulykken og sorgen og den økonomiske katastrofe, som ulykken har kastet familien ud i. Ekaterina har endnu ikke modtaget nogen form for erstatning for tabet af sin ægtemand og familiens forsørger.

En dødsfælde

Mykola Makarenko var blevet sat til at gøre rent i en kornsilo ved landmanden Knud Puge Kjær Knudsen på Bukkerupvej 67 ved Tølløse på Sjælland. Nogle timer senere blev han fundet død nær bunden af siloen. Mykola var sunket ned igennem kornet og havde ikke en chance for overlevelse.

Arbejdstilsynet konstaterede efterfølgende, at Mykola Makarenko ikke havde modtaget instruktion i at arbejde i en kornsilo, ikke var blevet udstyret med en sikkerhedsline, samt at advarselsskiltene var ulæselige.

Nægter at være arbejdsgiver

Fagbladet 3F har tidligere skrevet om sagen, og bladets aktindsigt viser, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der skal tage stilling til spørgsmålet om såkaldt overgangsydelse og erstatning til enken og børnene, ikke har kunnet få besvaret de spørgsmål, som de har stillet til Knud Puge Kjær Knudsen. Heller ikke en rykker gav resultet. Den 4. januar 2018 fortalte landmanden så i en telefonsamtale, at han slet ikke var arbejdsgiver for Mykola Makarenko. Det var derimod hans far Peter Kjær Knudsen. Far og søn ejer i fællesskab firmaet Kjaer Knudsen Agriculture A/S.

Dog nægtede Peter Kjær Knudsen at være arbejdsgiver for Mykola Makarenko. Det var derimod et vikarbureau, som havde ansat ham, og hvorfra landmanden havde lejet ham. Til Fagbladet 3F har Peter Kjær Knudsen fortalt, at bureauet hedder Euro Power, men at han ikke kan huske dets adresse, nationalitet eller navnet på kontaktpersonen.

Hollandsk vikarbureau

Imidlertid kan Curiousua.com afsløre, at et vikarbureau ved navn Euro Power er hjemmehørende i den hollandske by Heeswijk-Dinther på adressen Vostenbosseweg 4a. Firmaets fulde navn er Uitzendbureau Euro Power B.V., og det har ca. 50 vikarer tilknyttet.

euro power insurance statement

Screendump fra Euro Powers hjemmeside.

Bureauet oplyser, at det kan levere den komplette personaleadministration, så dets kunder ikke behøver at bruge tid på de almindelige arbejdsgiverforpligtelser som lønudbetaling og forsikringer.

Netop spørgsmålet om forsikring er centralt i sagen, da det er herfra, enken og børnene skal have erstatning for tab af ægtefælle, forsørger og far.

Curiousua.com har forsøgt at få Peter Kjær Knudsens kommentarer til sagen, men det har ikke været muligt.

Links til artikler i Fagbladet 3F:

Tilsyn: Landmand brød loven, da medarbejder blev levende begravet

Tre måneder efter dødulykke: Enke med lille søn mangler svar

Landmand klager over påbud for dødulykke

34-årlig døde på jobbet: Hvem var chefen?

Hård kritik af styrelse: Nægter at give enke oplysninger om hendes afdøde mand

Læst 1806 gange Senest ændret Torsdag, 27. December 2018

Made by Amaze Studio Team