Tirsdag, 14. Juli 2015

Livet på den anden side af ATO-zonens "rækværk". Monolog af intern flygtning.

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Kharkivs center for de interne flygtninge fra krigsramte områder. Kharkivs center for de interne flygtninge fra krigsramte områder. Foto: Nataliya P.

Nataliya P. har skrevet om hvilke udsigter har mennesker med flygtningestatus, og hvordan en masse ukrainere samtidig står uden hjem.

Begivenhederne i 2014 gav et ordentligt spark til enhver borger i Donbas og kastede dem fra de sædvanlige kredsløb af livet. Donetsk beboernes hjem "smeltede" ved at bejle til den "russiske verden", offentlig transport startede periodisk at ændre de i årevis permanente ruter mod "Døds Vej" (i retning mod Donetsk lufthavnen, hvor der var hårde kampe i flere måneder), og livets farve var kun rød – blodets farve. Jeg var nødt til at søge et bedre liv uden for "udelukkelseszonen", der nu kaldes DFR og LFR.

Fred om venstrehåndsarbejde

Da aktive kampaktioner var i deres vorden, besluttede mange indbyggere i Donbas at slå to fluer med ét smæk – hvile sig på en rejse og "afvente krigen" på et sikkert sted. Tankegangen er klar: vender hjem efter ATO, alt vil snart ende.

Faktisk har Ukraines regering lovet sejrrig afslutning af konflikten på en uge. Desværre er det ikke angivet, hvilke en uge. Tiden går, penge til ferie ved at være slut, og krigen var lige begyndt.

En stor del af disse "turister" måtte vende tilbage til konfliktzonen med tomme tegnebøger. Ironisk nok var disse menneskers skæbne, at de kom til "lidt ild" fra de aktive kamphandlinger.

Uden ønske om at risikere deres eget liv fandt nogen tilflugt hos slægtninge, der levede i områder, der kontrolleres af de ukrainske myndigheder. Og nogen kom tilbage til Donetsk bare for at hente deres ting og for fremtiden ændre den i deres sind rodfæstede identifikation "donchanyn" (Donetsk-borger på ukrainsk, red.) til amorf flygtning. Blandt sidstnævnte var også jeg.

Erobrer af ukrainske byer

Naboregioner til Donetsk og Lugansk regionerne blev hurtigt fyldt med folk tvunget på flugt: i Dnipropetrovsk-regionen – 84.000, i Zaporizhia-regionen – 64.000, og i Kharkiv-regionen – op mod 177.000! I alt i Ukraine, ifølge FN, 1,2 millioner interne flygtninge.

Jeg var blandt dem, der besluttede at "erobre" Kharkiv. Beslutningen var spontan, og valget var kun baseret på det faktum, at byen har veludviklet infrastruktur, så der kan findes arbejde og bolig. Jeg tog ikke fejl.

Boliger

Nyslåede bosættere berørte mange spørgsmål i de nye byer. Et af de vigtigste: "Hvor skal man bo?" Mulighederne er mange.

Siden januar 2015 har der i Kharkiv fungeret transitlejr for flygtninge, der blev bygget for midler fra den tyske regering. I byen findes tre kollegier, ti separate huse og vaskeri, som ligger inden for 1,07 hektar. Livet her er ikke "hjemligt", men den billigste (hvilket er vigtigt) af alle muligheder – 103 hryvnia (UAH) pr. måned.

Et af forslagene til billig løsning er vandrerhjem. For det skal man betale fra 300 til 700 UAH pr. måned. Men det kunne være problematisk, fordi der er færre familieboliger end enkeltmandsboliger.

Mellemklassen omfatter leje af værelser i lejligheden. Denne glæde vil koste 800 – 1.700 UAH pr. måned. Men det virkelige chok for tegnebogen – at leje en lejlighed. En et-værelses lejlighed i et boligkvarter i Kharkiv med en "ansigtsløftning" og sovjetiske møbler koster fra 2.500 UAH pr. måned eksklusiv forbrug! Til dette beløb skal lægges betaling til ejendomsmægler, for uden det bliver man i en stor by meget nemt fanget på krogen af svindlere.

Vedrørende forestillingen: "Til Donetsk-borgere udlejes lejligheder ikke." Det er ikke sandt. I Kharkiv skiftede jeg mellem fire boliger. Og aldrig har registreringen i mit pas skabt problemer for mig. (I ukrainsk nationalt pas står, hvor personen har fast bopæl. Red.).

Den, der ikke arbejder – spiser ikke!

Det næste nødvendige skridt – at få et job. Det er let at gøre. Byen er stor og arbejdspladser er der nok af. Den gennemsnitlige løn i Kharkiv uanset typen af aktivitet – 2.500 – 3.000 UAH. Hvis det imidlertid ønskes, kan der findes bedre betalt arbejde (4.000 – 6.000 UAH).

Folk, der opholder sig i Donetsk, mener forudindtaget, at Donetsk-borgere ikke bliver ansat. Igen er jeg tvunget til at tilbagevise dette synspunkt. For eksperimentets skyld gik jeg til 11 (!) jobsamtaler til posten som almindelig salgsassistent. Under møderne rapporterede jeg med "stolthed", at jeg er donchanka (betegnelsen Donetsk-borger i hunkøn, red.)

Min erklæring forårsagede ikke nogen overraskelse, og resultaterne var som følger: ved de tre jobsamtaler fik jeg straks tilbudt at gå i praktik, de syv – vente på et opkald fra chefen, et – tilbudt et job på den betingelse, at jeg efterlader passet til indehaveren som en garanti for min ærlighed (det var en butik med italiensk tøj – måske er det butikkens regler?).

Et stykke papir med stempel er lige så vigtigt som et pas

Det er ønskeligt (men ikke obligatorisk) registreringsprocedure er hjælp flygtninge, som er udstedt for seks måneder. Man skal kontakte Institut for Arbejde og Social Beskyttelse. Og så – Migrations-service for at få stempel på flygtningebeviset (kun efter det er de udskrevne papirer gyldige).

Desværre, denne proces tager lang tid. Da der ikke er nok ansatte til den nye type arbejde, bliver der dannet lange køer, så folk er nødt til at vente på "deres tid" fra en uge til flere måneder. På migrationskontoret var jeg for eksempel nummer 1.830.

Hvis der kan udstedes gyldige certifikater får flygtninge målrettet statsstøtte. For raske personer er det 442 UAH og for handicappede og pensionister – 884 UAH per måned.

Flygtningebevis er nødvendigt til sociale ydelser og pensioner, registrering af midlertidig opholdstilladelse, lægehjælp, anbringelse af børn i børnehave eller skole osv.

Atmosfære ubesættelse by

Ankom til Kharkiv, for første gang i lang tid fyldtes mine lunger med luft af ubesat by. Jeg tror, at denne luft mangler i Donbas nu. Og de gule og blå farver.

Tiden gik. Jeg fandt bolig og job. Gik til forestillinger, udstillinger og koncerter. Jeg er glad for, at jeg dette år levede i Kharkiv, ikke overlevede i Donetsk.

Jeg har aldrig hørt en bebrejdelse om mine Donbas-rødder, ikke været fanget i et foragteligt blik, og mystiske "banderivtsi" (sådan kaldes Donbas-indbyggere i det vestlige Ukraine i en negativ betydning) spiste mig ikke. Dette skrives måske for de "donetskikh", som stadig ser på ukrainerne (faktisk deres brødre) uretfærdigt og forudindtaget.

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 1536 gange Senest ændret Torsdag, 23. Juni 2016

Made by Amaze Studio Team