Søndag, 18. December 2016

De ukrainske Nytår og Gamle Nytår

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
De ukrainske Nytår og Gamle Nytår Foto: Olena Yanykh.

Ukrainske nytårstraditioner har en lang historie: vore forfædre har haft fejret festen i marts, september, januar, og nu fejres den to gange.

Den gamle og populære fejring af nytår fejres i alle lande. Mennesker af forskellige nationaliteter og aldre venter den med tilbageholdt åndedræt.
 
Marts, september, januar
 
I første omgang var nytår udelukkende en forårsfest. Vinteren var overstået, så kom det nye år. I den tid repræsenterede marts fødslen af et nyt liv. Dette fremgår af vores forfædres gamle skik om at arrangere en middag i marts (gravøl, trizna på ukr., red.) til minde om afdøde slægtninge. Forfædrene til ukrainerne besang slutningen af vinteren og afbrændte en halm-mand, som afspejler forholdet mellem naturen og menneskers liv. Dette trizna eksisterer stadig, og det er forbundet med påskefester.
 

I det 15. århundrede vedtog kirken det græsk-byzantinske ritual, hvor begyndelsen af året var 1. september. Og med introduktionen af pave Gregor 8's nye kalendersystem flyttede alle europæiske nationer fejringen af nytåret til den 1. januar. I Ukraine kom denne tradition takket være zar Peter 1. i 1700, som havde lånt den i Holland. Men, som i fortiden, folk levede efter den julianske kalender. På grund af dette var den ukrainske nytårsaften ikke sammenfaldende med med den vesteuropæiske. Først i 1918 blev den gregorianske kalender indført på ukrainsk jord.

Eftersom den traditionele folkefest havde dybe rødder i ritualer, hverken kunne eller ønskede folk at opgive forfædres ritualer og fortsatte med at fejre mellem Jul (7. januar i Ukraine, red.) og Helligtrekonger (19. januar i Ukraine, red.) – altså ikke den 1. men den 14. januar. Sådan har ukrainerne fået Det Gamle Nytår.

Didukh i huset – nød forlader hjemmet

(Didukh – ukrainsk juledekoration, et symbol på høsten, velstand, rigdom, forfædres udødelighed, familiens talisman. Red.)

Den ukrainske bondestand bevarede frem til begyndelsen af det 20. århundrede juletraditioner af hedensk-kristen oprindelse. Dengang var den almindelig opfattelse, at på nytårsdag er det som om, Gud åbner nattehimmel, og du kan bede om hvad som helst. I lang tid levede den tro, at karakteren af festen havde effekt på skæbnen hele resten af året.

Ved nytår pyntede vores forfædre hjemmet med et juletræ eller didukh (afhængigt af ejerens indkomst). De lavede didukh fra det første neg. I en frodig krans er bundet flere bundter flettet af strå. Bunden blev lavet med en forgrening af stråene, så didukh kunne stå. Toppen lignede kegleformede neg med mange aks. I stuen (svitlytsia på ukr.) blev didukh sat dagen før den rige kutia. (Kutia – juleret: grød, der var kogt på hele hvedekorn og i de seneste år – på ris tilsat honning eller sukker, med tilføjelse af valmue, rosiner, nødder, mælk og endda marmelade. Red.) Didukh symboliserede en fælles forfader.

Anledningen var at forberede ikke kun mad og drikke, men også krop og sjæl – bøn og faste i fyrre dage. Dagen før nytårsaften blev kaldt «generøs» og «rig». Kød og hjemmelavede pølser, bøffer, stegt fisk, sylte og dampet kål, pandekager – der var så meget mad på bordet. Udover kutia skulle der også laves tærter. Ejeren af huset skjulte sig bag en skål med tærter og udtrykte håb om, at næste år havde familien samme lækre mad.

På nytårsaften blev der udført mange forskellige ritualer. For eksempel tog husbonden en økse og nærmede sig træet, vendte sig mod det og sagde: «Hvis du bærer frugt – fældes du ikke, hvis du ikke bærer frugt – fældes du». Så rørte han tre gange stammen let med øksen. Resultatet af disse tiltag burde være rigeligt af frugt det følgende år.

Blandt menneskerne var der mange nytårskendetegn, som at pigerne organiserede gætterier. I Poltava regionen forsøgte man endda nytårsaften at se på skyerne, hvis de var fra syd, troede man, at der ville blive en god høst i vårsæd, hvis fra nord – så i vintersæd.

Ged og Malanka

Den ortodokse kirke ærer dagen før nytårsaften Hellige Romerske Melanie, og den 1. januar i den gamle stil – mindet om St. Vasil den Store, så disse dage kaldes «Malankas» og «Vasyls». I Boykivshchyna (Boykivshchyna – en historisk og etnografisk region på de nordlige og sydlige skråninger af Karpaterne på omkring 8.000 km². Navnet kommer fra regionens befolkning – boyki. Red.) bages der endnu til festen særlige brød – «Vasyli». Overalt overholdt man skikken med at hilse velkommen til helgens navnebrødre.

Om morgen gik schedruvalniki (drenge og mænd, som har korn i lommerne eller i små poser, red.) fra hus til hus med sange, smed korn på gulvet og ønskede ejerne en god høst. Der blev også lagt stor vægt på, hvem der først kom ind i huset. Man mente, at det skulle være en person af mandkøn, og som man kaldte «polaznik».

Til festerne er der forberedt populær folkemusik med præsentation af «Ged» og «Malanka», hvor det mest var mænd, der deltog. Geden – et symbol på frugtbarhed – blev repræsenteret af en mand i fåreskindsjakke med vrangen ud, og med en model af dyrets hoved. Rollen som den uperfekte værtinde Malanka blev også spillet af en mand klædt i kvindetøj.

***

Lang tid gik, og folkeskikkene begyndte gradvist at trække sig tilbage ind i historien, og den 1. januar blev for ukrainere en glædelig mondæn fest. Men den 14. januar er en integreret del af hele den årlige rituelle cyklus, hvilket afspejler mangfoldigheden i traditionerne i den ukrainske nytårsfest, et ekko til de mytiske og religiøse overbevisninger af generationer af forfædre, og bærer derfor en dyb symbolsk betydning.

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 1277 gange Senest ændret Fredag, 16. Februar 2018

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team