Tirsdag, 27. September 2016

Luhansk-regionen – industriel region i det østlige Ukraine rig på kul af høj kvalitet

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Luhansk-regionens flag er kobolt-farvet. I øverste venstre fjerdedel er der en cirkel med 17 guldstjerner og 14 hvide stjerner. De repræsenterer de 17 distrikter og 14 byer. I midten af cirklen er regionens våbenskjold. Flaget er kendetegnet ved at være brodere i silke og lurex. Flaget blev godkendt 4. september 1998. Luhansk-regionens flag er kobolt-farvet. I øverste venstre fjerdedel er der en cirkel med 17 guldstjerner og 14 hvide stjerner. De repræsenterer de 17 distrikter og 14 byer. I midten af cirklen er regionens våbenskjold. Flaget er kendetegnet ved at være brodere i silke og lurex. Flaget blev godkendt 4. september 1998. Foto: www.loga.gov.ua

Luhansk-regionen har en økonomisk fordelagtig beliggenhed og har en stærk base for industriel udvikling.

Luhansk-regionen er i den østlige del af Ukraine og grænser op til to ukrainske regioner – mod syd-vest til Donetsk-regionen og mod nordvest til Kharkiv-rigionen. Lugansk-regionens nordlige, østlige og sydlige naboer er Belgorod, Voronezh og Rostov-regionen i Rusland.

Luhansk-regionen med det administrative center i Luhansk er på 26,683 km².

Gennem Luhansk-regionen strømmer 96 floder, hvoraf de største er Seversky Donets, Aidar og Luhano.

Økonomi i Luhansk-regionen

Industri. Med udviklingen af den industrielle produktion frem til begyndelsen af krigen i Donbas rangerede regionen som nummer 5 i Ukraine. Den førende rolle er indenfor brændstof og energi, nemlig kulindustrien, som tegner sig for 18 % af den samlede produktion. Også højt planceret er produktion af primær olieraffinering, metal-skæremaskiner, soda, syntetisk harpiks og plast, vinduesglas og bølgepap.

Der er potentiale for maskinbygning, fødevarer, træforarbejdning og tekstilindustri samt produktion af byggematerialer.

I Luhansk er der store virksomheder som «Alchevsk Metalværker», «Rovenkiantratsit», «Severodonetsk Azot», «Stakhanov Ferroalloy Plant» «Zhydachevskyy Papirmasse og Papirfabrik» og «Lisichansk Soda».

Landbrug. Landbrugssektoren i regionen er repræsenteret ved produktion af korn og olieafgrøder samt grøntsager.

Den førende rolle indtager kød- og malkekvæg, fjerkræ- og fåreavl.

Naturrigdomme. Luhansk-regionen er rig på kullag af høj kvalitet, som udgør en tredjedel af det samlede antal kendte kulaflejringer i Ukraine.

I regionen er der forekomster af naturgas, kalksten, salt, kalk, mergel, ler, stenskærver og sand.

Regionen er også hjemsted for sundhedscentre med medicinsk behandling, og har forekomster af mættet brom og jod, som er i byerne Luhansk og Starobelsk.

curiousua com ukraine luhansk region coat of arms 1

Den territoriale struktur i regionen

Luhansk-regionen er inddelt i 18 distrikter, der dækker 37 byer, 109 landsbyer og 792 bymæssige bebyggelser.

De største af Luhansk-regionens byer er Luhansk, Alchevsk, Antratsit, Krasny Luch Lisichansk, Sverdlovsk, Pervomaysk, Stakhanov og Severodonetsk.

Vektor for regional udvikling er industri.

Befolkning

Til krigens begyndelse i Luhansk-regionen var den beboet af over 2 millioner mennesker, og var dermed den 6. største region i Ukraine.

86 % af Luhansk-beboerne bor i byerne, hvilket indikerer urbaniseringen i regionen.

Luhansk-regionen er et multinationalt område. Det er beboet af 104 nationaliteter, heraf 57,96 % ukrainere, 39,05 % russere, 0,81 % hviderussere, 0,34% tatarer, 0,26 % armeniere og andre.

I de senere år har der været en tendens til at antallet af folk i Luhansk-regionen er blevet reduceret.

Turismemuligheder

Luhansk-regionen kan næppe kaldes et turistområde, men den kan være stolt over, at den har 11 monumenter på listen over de største monumenter i Ukraine. De mest interessante af dem – den fantasifulde klippe «Fårepander», det uddannelsesmæssige og kulturelle centrum «Dals Hus-Museum», Mstsyhovskohos sommerhus og en unik park med stenskulpturer, der blev arvet fra polovtsian-folket fra det 11. århundrede.

Transportforbindelser

Luhansk-regionen har standard transport – jernbane, lufthavn (kun i Luhansk), busser, trolleybusser og marshrutkaer (minibusser, der kører folk på ruter, red.).

Regionens historie

I den tidlige middelalder, indtil det 18. århundrede, var området for den nuværende Luhansk-region på forskellige tidspunkter beboet af forskellige stammer og folk – pechenegerne, kuman, tyrker, krim-tatarer.

I det 18. århundrede koloniserede Don kosakkerne området, og arbejdede på at identificere kulforekomster, og i 1796 blev den første jernstøbefabrik i den sydlige del af det Russiske Emperie bygget. I det 19. århundrede gik området i retning af kul og metallurgi.

Luhansk-regionen fik de nuværende territoriale grænser allerede i 1938, men indtil 1990 blev den kaldt Voroshilovgrad-regionen.

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 780 gange Senest ændret Onsdag, 28. September 2016

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team