Eskender Bariev: Beslutningen er i strid med lovgivningen. Krims "myndigheder" har nægtet Majlis (Krim-tatarernes repræsentative råd, red.) at gennemføre store arrangementer i Krim på menneskerettighedsdagen, skriver QHA. Majlis havde blandt andet planlagt en maleri-konkurrence med titlen "Krim er mit hjemland", fotoudstillingen "Menneskerettighedsaktiviteter af Krim-tatarernes nationale bevægelse" samt en konference med navnet "Menneskerettigheder i Krim: problemer og perspektiv". Eskender Bariev, der er koordinator for udvalget om beskyttelse af Krim-tatarernes rettigheder, siger, at beslutningen er i strid med russisk lovgivning. "Vi vil appellere til statsadvokatens kontor og domstolen vedrørende spørgsmålet," lyder det fra Bariev. Det er kun få dage siden en komité til beskyttelse af Krim-tatarernes rettigheder oprettede en hotline til fastslåelse af krænkelser af menneskerettigheder i Krim.