Torsdag, 5. Februar 2015

Museer på Krim lægger sag an mod Holland

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Mausoleet i skyternes hovedstad Neapolis. Mausoleet i skyternes hovedstad Neapolis. Foto: Jørgen Deleuran.

Museerne kræver skyternes guldskat udleveret.

 

Fire museer på Krim har indgivet retsligt søgsmål i Amsterdam med krav om at få tilbageleveret skytisk guldsamling, skriver QHA.

Samlingen udgøres af mere en 2.000 unikke fund, som har været udstillet i Amsterdam tilbage i februar 2014, før Rusland besatte Krim. Både Ukraine og Rusland gør krav på samlingen.

De genstande, som var udlånt fra Kiev Museum, blev sendt til Ukraine i september 2014, men da Holland ikke anerkender Ruslands annektering af Krim, ønsker landet ikke at levere de resterende genstande til Krim.

Guldskat fra Neapolis

Guldsamlingen stammer fra fund, som er blevet gjort ved udgravningen af skyternes hovedstad Neapolis, som befandt sig der, hvor Simferopol ligger i dag. Neapolis eksisterede fra slutningen af det 3. århundrede f.Kr. til midten af det 3. århundrede e.Kr., hvor byen blev ødelagt af goterne.

Skilurus, der levede i det 2. århundrede f.Kr., er den mest kendte af skyternes konger. Han regerede over et lille kongerige, der strakte sig fra Dneprs nedre løb og sydpå – det, som vi i dag kender som Krim, og som dengang hed Taurika.

Dødeligt såret konge

Under en krig mod Mithradates VI, konge over Pontus (på den sydlige kyst af Sortehavet) og Armenia Minor i det nordlige Anatolien (Tyrkiet), blev Skilurus dødeligt såret. En anekdote fortæller, at da han lå på sit dødsleje, tilkaldte han sine firs sønner. Han gav dem et bundt spyd og bad hver af dem om at knække dem, hvilket de naturligvis ikke kunne. Så trak Skilurus et enkelt spyd ud af bundet og knækkede det. Således lærte han dem, at hvis de holdt sammen, ville de være stærke, men hvis de blev opsplittet, ville de blive svage.

Skilurus blev efterfulgt på tronen af sønnen Palacus, der er den sidste skytiske konge, som man kender navnet på.

Neapolis opdages

I midten af 1980'erne fandt arkæologer resterne af et mausoleum, hvori der var en stenkiste med skelettet af en person, der sandsynligvis har været Skilurus. Ud fra kraniet har man rekonstrueret hovedformen og lavet en buste.

For at beskytte resterne af af mausoleet er der udenom opført en bygning i den stil, som man formoder, blev brugt på skyternes tid.

Kongernes bolig

I en årrække stod udgravningerne stille, men inden for det seneste årti har de atter taget fart. Arkæologerne har fundet dele af en dobbelt ringmur, korndepoter, bassiner, fundamenter, og man har såmænd også fundet stedet, hvor skyterne bryggede vin. Senest har arkæologerne fundet kongernes bolig.

Læst 274 gange

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team