Tirsdag, 13. December 2016

Ukraine i ingenmandsland – og annekteringen af Krim

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Flemming Splidsboel Hansen. Flemming Splidsboel Hansen. Foto: Olena Yanykh.

Om «Plan Krim», dårlige ukrainske politikere og ingen idé om, hvad der kan få Krim tilbage til Ukraine – af seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen.

Her er del 2 af forskningskoordinator, seniorforsker i international sikkerhed Flemming Splidsboel Hansens foredrag «Hybridkrig og fred på ukrainsk», der blev afholdt i Dansk-Ukrainsk Selskab.

Hvis man ser på Europakortet, så ser man ifølge Flemming Splidsboel Hansen to normative centre. Der er et normativt center, som er fra Bruxelles, og det er i høj grad baseret på de standarder, der er i EU, og så har vi et normativt center, som er russisk baseret, og som har nogle andre normative standarder. Mellem disse to normative centre er der en række lande, som ligger klemt. Alle landene i det vestlige Balkan kommer med i EU, men landene, som ligger i ingenmandsland, er Hviderusland, Ukraine og Moldova, og i Kaukasus er det Georgien, Armenien og Aserbajdsjan – de er klemt på en anden måde. Disse lande har forsøgt skiftevis at manøvrere i dette felt, og en af de tidligere ukrainske præsidenter talte om det som en multivektor politik, som lyder besnærende og indikerer, at man er venner med alle. Det endte med, at de var uvenner med alle, fordi de ikke kunne levere noget nogen steder.

Ukraine i ingenmandsland

Idéen om, at man kan befinde sig i et normativt politisk ingenmandsland, og så have gode forbindelser til begge sider, er meget meget vanskelig. Udfordringen er, at EU ikke har gjort op med sig selv, hvad man egentlig vil med det område. Alle landene har i princippet medlemsperspektiv, men samtidig har man gjort klart, at man ikke vil optage dem på nuværende tidspunkt. På den anden side har vi Rusland, som er villig til at investere. De har slet ikke de samme ressourcer, men de er villige til at investere mere både absolut og relativt i disse lande, som de også har en helt anden tålmodighed i forhold til. Det betyder, at Rusland har haft mulighed for at gå ind og påvirke på forskellig vis, og det har været enormt vanskeligt for Ukraine at navigere i det felt. Det er noget af det, som ligger til grund for hele den konflikt, som vi ser nu – først med annekteringen af Krim og så med udbruddet af krigen i det østlige Ukraine. I forhold til associeringsaftalen med EU besluttede Janukovitj ikke at underskrive alligevel, hvilket førte til urolighederne, som førte til hans fald, og som førte til de andre begivenheder.

Skelsættende begivenhed

Begivenhederne i februar og marts 2014 var med til at definere det Europa, som vi har nu. Når vi kommer endnu længere væk og ser tilbage, vil det stå klart, hvor skelsættende det var på mange måder. Noget af det, som er skelsættende, er opbruddet af den europæiske sikkerhedsorden, som har været efter 2. Verdenskrig og nogen af de spilleregler, som har været. Man diskuterer meget, hvad der er de legitime krav i forhold til det.

Rusland har i tre tilfælde godkendt Ukraines territoriale integritet. Det har man gjort i forbindelse med opløsningen af Sovjetunionen, i forbindelse med etableringen af Sammenslutningen af Uafhængige Stater og i forbindelse med de bilaterale venskabsaftaler fra 1997. I alle disse tre aftaler anerkender man specifikt Ukraines territorielle integritet, således som den forelå efter Sovjetunionens opløsning. Annekteringen af Krim i februar/marts 2014 var bemærkelsesværdig på den baggrund. Flemming Splidsboel Hansen mener, at når vi kommer lidt længere frem i tiden og kigger tilbage, vil vi se det som skelsættende – en virkelig bemærkelsesværdig episode i moderne europæisk historie – endnu mere, end vi fornemmer det i dag.

Manglende beslutningsevne og dårlige politikere

Når det angår Ukraines status mellem vesten – specielt EU – og Rusland, er man også nødt til at kigge indad i Ukraine – specielt i forbindelse med fredsaftalen. Ukraine har været plaget af inkompetence og manglende evne til at træffe virkelig strategiske hårde beslutninger, samt enorm korruption og nepotisme. Man har aldrig kunnet bide til bolle i forhold til EU og heller ikke i forhold til SNG. Ukraine har aldrig taget sig sammen til at ratificere aftalen om SNG. De har aldrig besluttet sig for at være med eller ikke at være med. Så man har virkelig lagt sig i et ingenmandsland, hvilket man nu også til dels har betalt prisen for. Det betyder ikke, at det er rimeligt, at man betaler så høj en pris, men man har været plaget af manglende kompetence og beslutningsfærdighed og evne til virkelig at træffe de store vanskelige beslutninger. Og man har haft dårlige politikere. Viktor Jusjtjenko, som efter Den Orange Revolution var den store helt, fik et præsidentembede og et eftermæle, som har været enormt dårligt. Han var enormt plaget af alkoholproblemer og var ude af stand til at træffe beslutninger til sidst. Det var rigtig ærgerligt, for der lå virkelig kimen til noget stort og positivt, men det løb bare ud.

Putin havde «Plan Krim» liggende i skuffen

Hele udviklingen i februar-marts 2014 er ifølge Flemming Splidsboel Hansen interessant. På det tidspunkt, hvor det skete, var det hans formodning, at Rusland havde en plan for Krim. Man havde en plan i skuffen. Det, der skete i forbindelse med urolighederne i Kiev, hvor Janukovitj pakkede sine kufferter og strøg ud i lufthavnen og fløj væk, var, at man fra russisk side kiggede ind i Ukraine på det tidspunkt. Man skal være opmærksom på, at russerne har sindssygt gode efterretninger på Ukraine. De ved rigtig meget om hvad, der sker. De var godt klar over, at der ikke var nogen nødløsning i forhold til Janukovitj. Man vidste, at han var ikke i en tilstand – hverken mentalt eller fysisk – hvor han kunne blive sendt tilbage til Ukraine og begynde at regere igen. Så russerne opgav det hurtigt, og de havde ikke en anden, der kunne træde i stedet, så man kiggede ind i Ukraine og sagde: «Det hele er ved at falde fra hinanden, lad os redde de stumper, som vi kan». Der var et vindue, der var åben, og det var Krim. Man kunne trække Krim ud gennem vinduet lynhurtigt. Putin åbnede skuffen og fandt «Plan Krim» frem. Den havde ligget der i nogen tid, og så trykkede man på knappen og satte den i værk. At planen lå der, er grunden til, at man kunne gøre det så hurtigt. Vi ved nu, at beslutningen om først at sende tropper ind og så efterfølgende at annektere Krim, blev truffet af en kreds på kun 5 mennesker. Vi ved, at Putin mødes med folk uformelt – ikke nødvendigvis folk, der sidder i officielle stillinger. Det viser noget om beslutningsprocessen i Rusland, og at man på den måde hurtigt kan tage beslutninger uden at konsultere andre.

Russisk desinformation

Omkring annekteringen var der et stort element af desinformation. Flemming Splidsboel Hansen er skuffet over, at Rusland med sine militære traditioner og historie ville engagere sig militært kinetisk i Ukraine uden at give sig til kende. Man sendte tropperne ind den 20. februar, og det ved vi, fordi de medaljer, der blev givet til nogle af tropperne efterfølgende, og hvor der på bagsiden står, at de er uddelt for indsatsen med at få Krim tilbage, er dateret den 20. februar. Efterfølgende talte man om, at operationen først startede den 22., men tropperne var der den 20. Men det var først i et interview den 17. april 2014, at Putin indrømmede, at det var russiske tropper. Og der vidste alle det. Faktisk havde nogle russiske medier allerede dokumenteret det, efter de havde været på Krim og talt med tropperne.

Russiske indrømmelser er helt udelukket

Hvis man kigger på det store billede, vil man se, at Krim er væk. Krim er en del af Rusland. Selv om man ikke kan anerkende det, er man nødt til at forholde sig til, at det vil komme til at tage årtier at få Krim tilbage – hvis det overhovedet kommer til at ske. Det er bl.a. på grund af det handlerum, der er. Der er ikke nogen russiske politikere, der vil sige: «Lad os returnere Krim til Ukraine». Det er fuldstændig udelukket. Der er skabt en fortælling om Krim og genforeningen med Krim, som gør, at man ikke kan gøre indrømmelser. Flemming Splidsboel Hansen kan ikke forestille sig noget, som kunne få Krim tilbage til Ukraine.

Man kan også læse del 1 «Hybridkrigen og den aktuelle situation i Ukraine».

Læst 1487 gange Senest ændret Lørdag, 1. Juli 2017

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team