Søndag, 23. August 2015

Putins hybridkrig

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, generalmajor Karsten Jakob Møller. Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, generalmajor Karsten Jakob Møller. Foto: Olena Yanykh.

Forskeren fra Dansk Institut for Internationale Studier, Karsten Jakob Møller, har et indgående kendskab til Ukraine og Putins hybridkrig imod landet.

Karsten Jakob Møller er emeritusforsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier, har fulgt Ukraine i mange år og kan historikken, hvilket er afgørende for at kunne forstå de dybereliggende sammenhænge i Ukraine-krisen.

I et foredrag, som blev arrangeret af Dansk-Ukrainsk Selskab, fortalte Karsten Jakob Møller om Ukraine i Putins hybridkrig og den assymetriske krig, som Ruslands leder fører imod Vesten. Her er et referat af foredraget.

Ruslands åbne sår

Karsten Jakob Møller mener, at situationen i Centraleuropa er langt mere farlig, end mange forestiller sig, og at ikke mange i Vesten er i stand til at «læse» og forstå Rusland.

I Rusland er det et åbent sår, at Ukraine skilte sig ud og blev selvstændigt. Ukraine blev selvstændigt i 1991, og bestræbelserne gik på at skabe «Nation buliding», at få en nation ud af et land, der er delt i to forskellige kulturelle retninger, hvad angår sprog og religion. Man kan diskutere, om det er lykkedes ukrainerne, men Karsten Jakob Møller mener, at det er lykkedes for Putin – at hans krig mod Ukraine har samlet ukrainerne, bortset fra nogle af dem, der bor i Donbas.

Hybridkrigens væsen

Den såkaldte hybridkrig går ud på ikke-linear krigsførelse, hvor man udover væbnede midler inddrager en lang række andre midler som informationskrig, humanitære og økonomiske foranstaltninger, og hvor den væbnede del i og for sig kun er en begrænset del. Det er generalstabschef Valeriy Gerasimov, der er den ledende kraft i Ruslands hybridkrig.

Ligesom det skete på Krim, overtog man i Donbas regeringsbygninger og andre vigtige bygninger, man lavede sabotageaktioner, informations- og mediekampagner, og man indsatte agenter i området. Man så det på Krim og senere i Donbas, at der i stort omfang kom agenter fra den russiske militære efterretningstjeneste GRU og også FSB-folk ind i regionen. Men denne gang var det den militære efterretningstjeneste, der spillede hovedrollen.

Den næste fase var at befæste og sætte sig fast på de områder, hvor man havde skabt uro og var ved at få fodfæste. Man indsatte nøglekadrer for at kunne holde området under kontrol. Derefter blev der indsat styrker i større omfang, og man nedkæmpede regeringsstyrker. I Donbas har de flere kampvogne til stede, end Tyskland og Frankrig råder over tilsammen.

Den sidste fase i strategien er, at man prøver at intimidere Ukraine til at afstå fra nogle af de politiske ønsker, som ukrainerne har: NATO-medlemskab, tættere tilknytning til EU og så videre.

Strategien, der blev lagt, er blevet efterlevet, men der er et par ting, som er gået galt. Man har forregnet sig, fordi man troede, at det ville være en folkelig opstand. Russerne troede, at det var en «moden frugt», som man bare lige skulle lade falde ned i hænderne. Men sådan var det ikke, for langt hovedparten af befolkningen havde ingen lyst til at komme ind under Rusland. Men de ville gerne bevare de kulturelle og handelsmæssige forbindelser med Rusland samt det russiske sprog.

Destabilisering af Ukraine

Alt tyder på, at Rusland fra starten havde haft tanker om at besætte en større del af Ukraine, endda tilbød man Polen at dele Ukraine mellem de to lande. Polen takkede forståeligt nok nej, og da opbakningen fra befolkningen i Donbas ikke var stor nok, er planen opgivet. Ruslands drøm om et Novorussia er således brast.

Ruslands egentlige formål med krigen i Ukraine er at destabilisere landet i en grad, så det ikke kan blive medlem af EU. De ser nemlig et sådant medlemskab som en forløber til et NATO medlemskab, og er der noget, Rusland ikke ønsker i sin «forhave», er det NATO.

I tiden inden Euromaidan revolutionen, havde der været forhandlinger mellem Ukraine og EU om en associeringsaftale, der ville betyde, at Ukraine skulle reformere lovgivningen på en lang række områder, herunder at sikkerheds- og forsvarspolitikken skulle tilnærmes EU's. Putin fik presset daværende præsident Viktor Yanukovych til at droppe aftalen, da Rusland ikke brød sig om dens indhold og konsekvenser.

EU afviste Rusland som forhandlingspartner

 Der havde endvidere været forhandlinger med flere tidligere sovjetstater om Partnerskabsprogrammet, der skulle skabe en frihandelszone. Rusland følte, at EU bevægede sig ind på landets vitale interesser og ønskede at være med i forhandlingerne, hvilket EU afslog, og dermed tilspidsedes situationen.

Putin kom derefter med et bedre tilbud om bl.a. 15 milliarder dollars og opkøb af statsobligationer, og Yanukovych slog til. At aftalerne med EU blev droppet, førte til revolutionen, og at Rusland efterfølgende besatte Krim og gik militært ind i det østlige Ukraine.

Krim – en dyr fornøjelse for Rusland

Når Rusland besatte Krim, skyldes det angiveligt en frygt for at miste flådebasen i Sevastopol, selvom der var en kontrakt, der løb frem til 2042 med 5 års yderligere option. Imidlertid troede russerne ikke, at en ny regering i Ukraine ville respektere denne aftale.

Årsagen til, at Rusland gerne ville besætte det østlige og sydlige Ukraine helt ned til Krim, er, at man så lettere kunne forsyne halvøen med varer. Disse skal i dag flyves der til eller sejles over Kerch-strædet. Et andet hensyn er, at Krim forsynes med vand fra det sydlige Ukraine. Vandforsyningen er efter annekteringen blevet stoppet, og Rusland vil gerne sikre, at den bliver åbnet igen.

Krim har været en meget dyr fornøjelse for den russiske statskasse, som i forvejen er ramt af svigtende olieindtægter. I Donbas er produktionsapparatet stort set smadret. At overtage sådan et område vil være en økonomisk bet, der vil være endnu større end Krim. Derfor så vi, at Putin under Minsk ll forhandlingerne prøve at få det gjort til et ansvar for Kiev og dermed også for EU.

Putins Cargo 200

Et af de store slag i Østukraine foregik i august/september 2014 i Illovaysk, hvor ukrainerne mistede mange soldater, men hvor russerne også mistede ganske mange. Og i slaget ved Debaltseve i januar/februar 2015 ved man med sikkerhed, at der var indsat regulære russiske enheder. Deres tab var angiveligt på mindst 70, og med tab i den størrelsesorden og med de mange sårede, begynder det at blive sværere at skjule, at man er til stede. De sårede blev fordelt på forskellige russiske hospitaler, for at det ikke skulle vække alt for meget opsigt.

I den forbindelse er det interessant at kigge på de såkaldte nødhjælpskonvojer fra Rusland. Da OSCE lavede stikprøvekontroller, viste det sig, at nogle af vognene var tomme. Og hvad gik det så ud på? Det er det, som kaldes Cargo 200, som er betegnelsen for døde soldater, som skal transporteres hjem. Forkvinden for soldatermødrene har forsøgt at skabe debat om det, men hun er blevet sat i fængsel - med en sigtelse for skattesvig.

Lavintensiv konflikt vil simre i lang tid

Situationen i Østukraine er, at der stadig foregår småkampe rundt omkring. Der dør hver uge 7-8 soldater på ukrainsk side. Hvor mange, der dør på den anden side, ved man ikke med sikkerhed. Det, som russerne har gang i, er en kontrolleret ustabilitet. For jo mere ustabil og dysfunktionel Ukraine er, jo sværere er det for dem at gennemføre reformer, at komme tæt på EU og måske endda at komme i NATO.

Så derfor vil vi se denne her lavintensive konflikt simre i lang tid fremover. Rusland har også et håb om, at Ukraine bryder sammen politisk og økonomisk.

Dialog med russerne

Efter Riga topmødet kom der en 15 sider lang erklæring, der minder om børnesangen «Mallebrok er død i krigen», hvor der er et vers, der lyder: «Og præsten holdt en tale, men sagde ingenting». Det er bekymrende. Egentlig holder man sig helst for øjnene og skyder det ud til siden, for det er en dybt ubehagelig problematik.

Men det er nødvendigt, at holde en dialog i gang med russerne. Man kan synes, hvad man vil om russerne, men vi finder ikke en løsning på Ukraine-spørgsmålet, uden at russerne er med ombord, vurderer Karsten Jakob Møller.

Læst 809 gange Senest ændret Lørdag, 1. Juli 2017

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team