Torsdag, 29. Juni 2017

Krim-tatarernes leder Mustafa Jemilev besøgte Danmark

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Kort over Krim. Kort over Krim. Foto: Jørgen Deleuran. Grafisk bearbejdning af Borys Frenkel.

Møde med Mustafa Jemilev blev afholdt af Den Danske Helsinkikomite og hjemmesiden Mr. East den 29. maj i København.

Mustafa Jemilev (eller Dzhemilev) anerkendes af alle tatarer i og udenfor Ukraine som deres åndelige leder. Han har været medlem af det ukrainske parlament og indtil 2013 af Medzlis, det tatariske parlament på Krim. Mustafa Jemilev grundlagde sammen med Andrei Sakharov den første menneskerettighedsgruppe i det daværende Sovjetunionen.

Jemilev var under besøget i Helsinkikomiteen ledsaget af Ukraines viceminister for information, den etniske Krim-tatar Emine Dzheppar (eller Dzhaparova), der fungerede som glimrende russisk-engelsk tolk under mødet.

Arrangørerne havde valgt at invitere medlemmer af DUS (Dansk-Ukrainsk Selskab, red.) med ultrakort varsel – af sikkerhedsgrunde (?) – men så meget desto mere var det flot, at så relativt mange DUS-medlemmer dukkede op denne lune sommeraften.

Den 73-årige Mustafa Jemilev er den lovformeligt valgte formand for Medzlis – Krim-tatarernes parlament. Hans besøg i København var til dels sponsoreret af Ota Tiefenböck fra Mr. East og til dels af Visti-fonden for international forståelse.

Her referatet af Mustafa Jemilevs oplæg:

«For så vidt angår den russiske besættelse af Krim i 2014 er det

i den igangværende propagandakrig lige nu desværre den russiske version af begivenhederne, der dominerer. Selv præsidenten for et af de store vesteuropæiske lande har fundet på at sige, at Krims befolkning angiveligt ønskede at komme ind i Rusland.

Krim-tatarerne arbejder i dag for at genoprette Ukraines territoriale integritet. Tak til Ota Tiefenböck for hans store arbejde med at udbrede kendskabet i Danmark til forholdene på Krim.

Men hvem er Krim-tatarerne? Er «tatarer» den rigtige betegnelse?

Mange Krim-tatarer mener, at de bør betegnes som «Krimiytsi» («Crimeans»), fordi Krim-tatarerne ikke er et asiatisk eller lilleasiatisk folk, hvilket jo lidt ligger i ordet «tatar», men derimod en blanding af de ret mange folkeslag, som hen over mange de mange hundreder år indvandrede til Krim: grækere, skythere, genovesere, goter mm.

Jeg er født i Mezhdurechye, hvor der er en gammel kirkegård fra før 1771, som udelukkende rummer kristne «tatariske» grave. Sagen er nemlig, at Krim-tatarernes massive overgang til islam først sker efter, at Det russiske Imperium fra 1771 starter med at være «protektor» for de kristne på Krim. Russerne bruger nemlig denne position til at gå i gang med at deportere de kristne fra Krim til Mariupol-området i det nuværende Østukraine. Således nåede russerne at deportere 30.000 mennesker fra Krim til Azov-kysten (Mariupol ligger ved Azov-havet), indtil der ikke var flere endogene kristne på Krim at deportere, fordi resten af Krim-befolkningen – for at undgå deportation – havde konverteret til islam.

Under Krim-khanatet, som var en vasalstat under Det osmanniske Imperium frem til 1795, udgjorde Krim-tatarerne 95 % af befolkningen på Krim. Men især efter de russiske bolsjevikkers revolution i 1917/18 faldt Krim-tatarernes andel af be-folkningen på Krim drastisk. Ganske vist oprettede bolsjevikkerne i 1922 den autonome sovjetrepublik Krim, som fik en vis form for selvstyre og kulturel autonomi, men denne «renæssance» varede kun 7-8 år, hvorefter den sovjetkommunistiske diktator Stalin iværksatte omfattende udrensninger, hvori over 10.000 Krim-tatarer blev myrdet, udrenset og deporteret. På det tidspunkt udgjorde den krimtatariske befolkning 300.000 personer.

Den største tragedie i Krim-tatarernes historie var imidlertid, da Stalin i 1944 deporterede samtlige Krim-tatarer til Centralasien. Påskuddet var deres angivelige samarbejde med nazisterne under besættelsen af Krim, der varede fra 1941 til 1944. Men de sovjetkommunistiske myndigheders anklager var absurde, fordi næsten alle våbenføre krimtatariske mænd i 1941 var blevet mobiliseret til Den Røde Hær, inden tyskerne besatte Krim. Ifølge sovjetregimets logik var det altså kvinder, børn og gamle mænd, der havde samarbejdet med tyskerne.

De etniske udrensninger i sovjetperioden havde også et overordnet strategisk mål: at styrke det prosovjetiske element i et givent «problematisk» område ved at udskifte befolkningen med russere eller andre mere loyale sovjetborgere (parallel til hungersnøden i Ukraine i 1932-33, red.).

Ca. 2 år efter deportationen i 1944 havde Krim-tatarerne mistet ca. 45 % af sin befolkning. Deportationen i 1944 foregik i kreaturvogne uden varme og forplejning. Samtidigt med deportationen i 1944 tilintetgjorde sovjetkommunisterne alle kulturelle og religiøse tatariske mindesmærker på Krim og omdøbte samtlige krimtatariske stednavne. Den eneste by, der ikke blev omdøbt, var Bakhchisaray, fordi den russiske nationaldigter A. Pushkin engang havde skrevet et digt om byens moske.

I 2016 erklærede Ukraines parlament Stalins deportation af Krim-tatarerne i 1944 for at være et folkedrab.

I 1956 begyndte Krim-tatarerne i eksil at udnytte det relativt liberale poststalinistiske sovjetkommunistiske regime til at arbejde på at få genskabt sin autonomi. Krim-tatarerne var altid tilhængere af ikke-vold. Alligevel blev de anklaget for bagvaskelse af det sovjetkommunistiske regime i henhold til en berygtet gummiparagraf i den sovjetiske straffelov.

Fra starten af 1960’erne bliver Krim-tatarerne en integreret del af den alsovjetiske demokrati- og menneskerettighedsbevægelse, også kendt som «dissidenterne», under ledelse af atomfysikeren Andrei Sakharov.

Jeg var meget aktiv i den sovjetiske dissidentbevægelse og sad i fængsel i sammenlagt 15 år i sovjettiden, dømt ikke alene for Krim-tatariske aktiviteter, men også for andre demokratiaktiviteter som protester mod invasionen i Tjekkoslovakiet, sovjetregimets behandling af homoseksuelle og jøder mv.

Under Gorbatjovs Glasnostperiode holdt Krim-tatarerne i 1987 en kæmpe demo på Den røde Plads i Moskva, som var den største krim-tatariske manifestation hidtil.

Efter denne demo begyndte Krim-tatarerne lidt efter lidt at vende hjem til Krim i takt med sovjetregimets stadig mere tydelige tendenser til opløsning.

Efter Sovjetunionens kollaps og Ukraines uafhængighed i 1991 tog den unge ukrainske stat det på sig at garantere Krim-tatarernes rettigheder inden for Ukraine.

Problemet i 1991/92 var imidlertid, at omkring 80 % af befolkningen på Krim var russere og efterkommere af de russere, som sovjetregimet havde flyttet til Krim for at styrke det prosovjetiske element på halvøen.

Da Krim-tatarerne i 1990’erne begyndte at vende hjem til Krim, forsøgte Rusland at give fornyet næring til det lokale had til Krim-tatarerne blandt andet ved at finansiere prorussiske NGO’er på Krim.

Ganske vist var 23 % af befolkningen på Krim i 2014 etniske ukrainere, men problemet er, at flertallet af disse ukrainere allerede på det tidspunkt var stærkt russificerede. Derfor var de 13 %, som Krim-tatarerne i 2014 udgjorde af Krims befolkning, den eneste befolkningsgruppe, der gik 100 % ind for at forblive i Ukrai-ne.

Efter den russisk-georgiske krig i 2008 var der grund til bekymring, og derfor forsøgte Krim-tatarerne at råbe det internationale samfund op ved samme år at udsende en advarsel om, at Krim kunne blive det næste offer. Som modforholdsregler foreslog Krim-tatarerne at annullere den ukrainsk-russiske aftale fra 1997 om flådebasen i Sevastopol og at rense Krims administrative apparat for Moskva-agenter. Desuden forslog Medzlis, at der blev udstationeret en ukrainsk militærstyrke på Krim, som i en krisesituation ville kunne matche den russiske Sortehavsflådes 20.000 mand.

I 2014, da Krim blev overtaget af Rusland, havde Ukraine kun 41.000 soldater under fanerne (mod ½ million i dag, red.). Af disse var kun 5-6.000 reelt kampdygtige (mod ½ million i dag, red.). Under Yanukovychs år som præsident (2010-2014) sad der Moskva-agenter på alle «siloviki»-posterne (militære, efterretnings- og politimæssige magtpositioner, red.) i Ukraine. I februar-marts 2014 flygtede de alle sammen til Rusland. De havde været kraftigt medvirkende til at gøre Ukraines væbnede styrker ukampdygtige.

I en 45 minutter lang telefonsamtale i marts 2014 opfordrede den russiske præsident Putin mig til at anerkende den russiske besættelse af Krim. Men det nægtede jeg. Derfor gik russerne efter annekteringen i gang med en meget hård undertrykkelse af Krim-tatarerne, som faktisk er værre end den, vi blev udsat for i sovjettiden.

Før Krim er blevet befriet fra Rusland, kommer der ikke nogen forbedringer for Krim-tatarerne på Krim.

Jeg forventer ikke, at forholdene for menneskerettighederne på Krim bliver bedre. I dag holder alle Krim-tatarerne vejret til efter kl. 8-9 om morgenen, før de er nogenlunde sikre på, at der ikke kommer razzia fra de russiske myndigheders side den dag. Razziaerne sker uanmeldt og uden dommerkendelse. De russere, der gennemfører razziaerne, ved ikke engang selv, hvad de leder efter, fordi den litteratur, de gerne vil beslaglægge, enten er på tatarisk eller arabisk, som ingen af dem kan.

I mange EU-lande er der i dag en «Ukraine træthed», ikke mindst fordi sanktionerne mod Rusland også koster EU-lande eksportindtægter. Men dertil er der bare det at sige, at hvis man ikke er villig til at betale den nødvendige pris i dag, vil man komme til at betale en meget højere pris senere; nemlig friheden.

I 2014 – lige efter besættelsen af Krim – havde jeg også en lang samtale med Tyrkiets præsident Erdogan, hvor jeg bad ham om at træffe følgende modforholdsregler overfor Rusland:

1. Lukke Bosporus-strædet og Dardanellerne for russiske skibe.

2. At Tyrkiet tilslutter sig EU’s og USA’ sanktioner mod Rusland.

3. At den tyrkiske flåde blokerer ind- og udsejlingen til og fra Krim.

Erdogan afviste at lukke Bosporus-strædet og Dardanellerne for russiske skibe med henvisning til Montreaux-konventionen. Han ville kun gå med til at tage et sådant skridt, hvis der udbrød krig mellem Tyrkiet og Rusland. Men han ønskede ikke at gå i krig med Rusland om Krim.

Mht. sanktionerne mod Rusland ville Erdogan ikke ødelægge den store samhandel mellem Rusland og Tyrkiet, der i dag vist nok udgør 40 mia. dollars.

Mht. blokaden af Krim sagde Erdogan, at det var noget, der krævede en fælles NATO-beslutning.

I dag er det trist for Krim-tatarerne at iagttage, hvordan Rusland og Tyrkiet nærmer sig hinanden, efter den kortvarige konfrontation, der fulgte i kølvandet på tyrkernes nedskydning af et russisk kampfly over Syrien i oktober 2015.

Tyrkiet er bange for at være uvenner med Rusland, fordi det altid medfører en stigning i antallet af terrorhandlinger i Tyrkiet, fordi alle ved, at Rusland støtter PKK.

Det er også med stor beklagelse, at Krim-tatarerne i dag iagttager en forværring af forholdet mellem Tyrkiet og Vesten. Det er beklageligt, at der er opstået en interessekonflikt mellem Vesten og Tyrkiet i forhold til PKK-YPG, fordi Vesten støtter kurderne i kampen mod IS.

Krim-tatarerne er imod etableringen af en kurdisk republik inden for Tyrkiet, og Krim-tatarerne fordømmer terrorisme.

I dag forsøger russerne på Krim at opsplitte den Krim-tatariske befolkning. Men antallet af tatariske kollaboratører på Krim bliver mindre og mindre, fordi de bliver udstødt af det Krim-tatariske samfund. Hvis de f.eks. dukker op til et bryllup i det tatariske samfund, vil ingen sidde ved siden af dem osv. Jeg vurderer, at 95 % af Krim-tatarerne i dag er «normale», mens 5 % samarbejder med besættelsesmagten.

I dag har Krim-tatarerne deres egen TV-kanal, som sender fra Kiev til Krim. Men den er underfinansieret, hvorimod den officielle russisk-sponsorerede tararisksprogede hjernevaskningstv-kanal på Krim nærmest er overfinansieret».

Ivan N. Nielsen er historiker cand. mag.,
formand forDansk-Ukrainsk Selskab

Kilde: Bladet Ukraine-Nyt, juni 2017

Læst 1220 gange

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team