Tirsdag, 5. Juli 2016

To år efter «Ilovaisk kedlen»

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Ueksploderet mine i Ilovajsk. Ueksploderet mine i Ilovajsk. Foto: privat arkiv.

Hvordan overlever folk i «udelukkelses-zonen» efter befrielsen af Slovyansk. Set i Ilovaisk og delt af tidligere beboer.

I august 2014 har den ukrainske historie åbnet en ny blodig side – militæret er involveret i ATO og var omringet i nærheden af Ilovaisk. Tabet for den ukrainske hær og de frivillige bataljoner var mellem 366 (den endelige udgave af rapporten fra generalstaben i Ukraine i august 2015) og 3.000 (ifølge uofficielle data). Antallet af sårede, savnede og fanger er stadig upræcist. Hundreder, måske tusinder af mennesker er forsvundet fra «radaren», og ingen kan forklare deres kære, hvad der skete med dem, og hvor de er nu.

«Ilovaisk kedel» tragedien fastsatte «en tung byrde af ansvar» for, hvad der skete med den ukrainske kommando og regeringen som helhed. Har de følt sig skyldig for katastrofale fejl under operationen, de døde soldater, deres familier og det ukrainske folk? Jeg tror ikke det. Og der er ikke så mange, som tror det. På tv-skærmene insisterer ukrainske myndigheder med én stemme på, at de angiveligt gjorde alt, hvad de kunne for at redde mennesker. Faktisk skete en undersøgelse af begivenhederne i august 2014 i nærheden af Ilovaisk først efter næsten to år.

Hvad har vi i dag? Mindeplader i Kiev og andre byer, til ære for soldater, der er dræbt i Ilovaisk, publicerede bøger om tragedien (f.eks den sensationelle «Ilovaisk» af Yeuhen Polozhyi), fra tid til anden populistiske taler i Verkhovna Rada om de faldne krigere og ingen straffesag om uagtsomhed er iværksat af den militære anklager.

Vi, Ukraines borgere (på den ene og den anden side af hegnet), der nu går gennem Inkubationstidens Tanker – når du ikke ved, hvordan man bruger information, viden og erfaring (undtagen i «køkkensamtaler»), og hvordan de kan strukturere deres krav til myndighederne (og til medier, som en af løftestængerne for indflydelse på massebevidsthed og humør).

Denne lyriske strøm kaster mig ind i en ny bane af refleksion. I to år, tror jeg, har jeg aldrig set, hørt eller læst artikler om, hvordan mennesker lever i «udelukkelses-zonen», hvem er disse mennesker, og hvor mange af dem krigen har ødelagt. Øjenvidner til scener med beskydning – dette er ikke, hvordan det beskrives, at det er for dem, som lever på den anden side af skillelinjen. Denne manipulerende teknik på princippet om «aha-medfølelse», som erstatter virkeligheden. Nu taler vi om den russiske, DFRs og desværre også ukrainsk propaganda, hvis effekt på forskellige mennesker, giver dem ideologisk affald i hovedet og dækker det samme ønske – at gå på krigsstien.

«Ærede» patrioter på tre sider (i virkeligheden, selvfølgelig, to) af konflikten dræber mennesker. For hvad? Af hensyn til området? Dette område er ligeglad med, hvis ben med hvilke pas, der betræder det. Af hensyn til de højere lag af magt, som har sendt sine borgere til fronten som kanonføde og grundlæggende har forrådt? Af hensyn til patriotisme, som er spist af fanatisme? Af hensyn til pral, ja, jeg har været på de hotte steder, og overlevede? Dette er ikke det 19. århundrede, ikke «Krig og fred» af Lev Tolstoi. Dette er det 21. århundrede – et århundrede med politisk, ideologisk, åndelig og fysisk vold.

Ganske præcist, efter min mening, beskrev Orwell betydningen af krigen for «bærere» af magten som et strukturelt element i sin roman-dystopi "1984»: «Essensen af krig – destruktion af ikke kun menneskeliv, men også frugten af menneskelig arbejdskraft. Krig er en måde at bryde i stykker, forstøves i stratosfæren, at drukne i dybet af havet materialer, der kunne forbedre livet for mennesker og dermed i sidste ende gøre det mere rimeligt. Når våbnene er ødelagt på slagmarken, skal nye fremstilles – en bekvem måde at anvende menneskelig arbejdskraft og ikke producere noget for forbrugeren».

I to år fra begyndelsen af ATO (som Ukraines præsident Petro Poroshenko lovede at fuldføre på en uge) Ukraines borgere kører i tomgang. Vi har fået for vane at leve uden resultater og uden håb. Ja, livet er ikke blevet bedre (men jeg håber, indtil videre), men hurra-patriotisme kører i fuld fart.

Og hvad med ukrainerne bag «pigtråd»? For eksempel med ukrainere i Ilovaisk? Alt er det samme som med ukrainerne i det ikke-besatte område, og måske endnu værre.

Det mest smertefulde spørgsmål – priser på fødevarer, husholdningsmidler, medicin. De varer, som er importeret fra Ukraine – ved smugling. De er derfor meget dyrere. Sommetider op til 2-2,5 gang. Det vigtigste segment af varer kommer fra Rusland. Det er billigere. Men forskellen mellem kvaliteten af ukrainske og russiske varer er afgørende. DFR har importeret en masse billige russiske produkter af lav kvalitet, fordi folk ingen penge har.

Mangel på penge – det er det andet spørgsmål. I de «offentlige» virksomheder foretages fra tid til anden reduktion af antal medarbejdere. Lønnen udstedes i rubler og kun delvis, undertiden med betydelig forsinkelse. For eksempel blev medarbejderne hos Ilovaisk jernbanen og dens datter-virksomheder i byen først i juni fuldt betalt for februar! Derfor rejser folk efter arbejde. Nogen til Ukraine, andre til Rusland. Efter en tid vender de tilbage til Ilovaisk med fangsten, eller med tomme hænder.

Virksomhederne oplever heller ikke de bedste tider. Dybest set kun små virksomheder i byen – kiosker med fødevarer. Af og til får folk «humanitær hjælp», og folk har ingen penge, udtynding af varesortiment, og nogle gange endda også af handelsvirksomheder.

Apropos «humanitær hjælp». På Ilovaisks gader kan man se de udmattede ældre mennesker, der tilbyder at sælge deres mad pakker. De ønsker at veksle dem til lidt penge, så de kan købe sådan noget som æg, mælk eller brød.

Fra generelle oplysninger: skoler og børnehaver arbejder, byen er temmelig ren (i det mindste før krigen), der er stadig udgangsforbud fra 23:00 til 05:00; «republikansk» valuta, der beregnes i russiske rubler; under protektion af byens «myndigheder» genopbygges huse, der er ødelagt under krigen.

Af de positive: for folk, der bor i Ilovaisk (og i «DFR» generelt), er der samme takster for boliger, kommunale tjenester og offentlig transport som før krigen.

Bundlinjen er, at jeg ikke ved, hvordan de ukrainske myndigheder vil gøre en social indsats for den mentale tilbagevenden af mennesker, der bor i de besatte områder (hvis området nogensinde igen bliver en fuldgyldig del af Ukraine). På tv-skærme og computerskærme vi ser, hører og læser kun resuméet af hvor mange døde og sårede soldater, der er, hvor mange gange om dagen Minsk-aftalen er overtrådt, og forudsigelser om forestående angreb fra aggressoren / oprørerne / terroristerne (man kan selv vælge). Men næsten ingen taler om mennesker, der lever «derude».

Til sidst

For nylig talte jeg med en mand med DFR-synspunkter om rejser. Jer spurgte:

– Gennem hvilken by rejste du til Wien?

Lviv, var svaret.

– Jeg vil rejse dertil (til Lviv, forf.). Endnu aldrig været der, men jeg ser frem til det. Jeg tror, der er en fantastisk arkitektur, – fortsatte jeg entusiastisk.

– Ja, Lviv er en meget flot by. Jeg kunne godt lide det der.

Så pludseligt slog en tanke ned i mit sind: «Satans, hvor gik det hele galt? Hvornår?» På stier, der for længe siden er brolagt med vold, kæmper konfliktens to sider for område, ressourcer og magt.  Ikke for folket. Med vilde skrig udbasunerer russiske propagandakanaler / DFRs og ukrainsk tv fra dem som har magt, og drukner folk i den rytmiske støj af «patriotiske» besværgelser, der ofrer tusindvis af sind og liv på systemets alter.

Jeg vil sige som helten i romanen «Tre kammerater» Robert Lokamp: «Livet er forfærdeligt indskrænket. Det er blevet reduceret til kun en smertefuld kamp for den elendige, nøgne eksistens».

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 1752 gange Senest ændret Onsdag, 6. Juli 2016

Made by Amaze Studio Team