Tirsdag, 4. November 2014

Skriget fra stum «The tribe»

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Maya Zakhovayko. Maya Zakhovayko. Foto: Privat billedarkiv.

En journalist fra Ukraine, Maya Zakhovaiko, der nu bor i Danmark, har delt sine oplevelser efter at have set den ukrainske film «The tribe».

I slutningen af oktober var der i Danmark premiere på det ukrainske drama «The tribe».

Denne film er bestemt ikke for dem, der kan lide de «lette» komedier eller «en gangs gennemsyn» blockbusters. Efter at have modtaget Grand Prix ved Cannes Film Festival, har filmen nu vakt opsigt på filmfestivaler i Milano, Berlin og London. Selvom filminstruktøren Myroslav Slaboshpytskiy ikke bruger et eneste ord i sin langfilm debut, råber «The tribe» hvert minut til publikum om lidelse.

Ved premieren i Milano, kunne ikke alle blandt publikum se den ukrainske film igennem. Nogle kom midt i filmen med kommentaren «Det er for meget!».

Skandinavere, tilsyneladende, er mere koldblodige og har vænnet sig til den svære kunst af Lars von Trier. I det mindste gik ingen fra filmen under visningen i København. Men stilhed og chok efter «The tribe» mærkes i luften i salen. Allerede i salen i biografen «Gloria» hørte jeg danskernes diskussion om filmen. De var chokerede over, hvad de så og sagde, at filmen er «ekstraordinær».

Der var også en replik: «Jeg er chokeret, det er en af de bedste film i nyere tid, men se den igen vil jeg absolut ikke». Min mand sagde, at den blotte følelsesmæssige diskussion af filmen mellem danskere, der ikke er bekendt med hinanden, viser meget. Det er ikke normalt, at skandinaverne blotlægger følelser foran fremmede.

Filmens sujet foregår i et internat for døve unge i Ukraine. Omkring ser alt gråt ud, og deprimerende kulisser udstiller ugunstigt områder af byen. Mørkeblå vægge, tåge og spor af ødelæggelse for hvert skridt giver et tilsvarende «sort og hvidt» humør.

Den nye elev Sergiy kommer i sin klasse straks ind i en drengebande, som røver forbipasserende om aftenen og tjener ekstra som alfonser for pige-klassekammerater under dækning af... en lærer. Sergiy bliver hurtigt forvandlet fra en tøvende «outsider» til fuldgyldigt medlem af døve-stammen. Og hvis han i begyndelsen af filmen, kun sluttede sig til latterlig chikane af svagere, dræber han senere roligt sine tidligere «førere».

Selvfølgelig gør han det på grund af kærlighed. Men man skal dog ikke forvente «smukke» følelser og høviske scener. Sergiys klassekammerat Anna «tjener» som prostitueret efter skole, og sælger sammen med sin veninde ungdom til lastbilchauffører. Men hun er konkubine for «føreren» af stammen og sover med Sergiy kun for pengene.

I filmen er der en masse eksplicitte scener, men det er ikke sexet, men snarere dyriske instinkter. Men på trods af underudvikling af sensualitet forhindrede en fyr hovedpersonen Anna i at tage til Italien for videre karriere som sexslave, ved at rive hendes helt nye pas i stykker. Denne fyr bragte stammens vrede over sig.

Det synes at være en ædel handling, men faktisk vækker ingen af filmens helte sympati. Kun vrede eller medlidenhed. Bare at forestille sig scenen, hvor hovedperson aborterer i en underjordisk lejlighed! Det er forfærdeligere end voldtægten af Monica Bellucci i filmen «Irreversibility».

Også scenen af kø ved den italienske ambassade ramte. Meget lang række af mennesker i kulden venter lydigt om at ansøge om et visum, og er helt klart ikke turister. Ligesom hele Ukraine er i køen i jagten på et bedre liv, som afhænger af afgørelsen af nogen «over sig».

Alle skuespillerne i «The tribe» er amatører og døve. For at finde de rigtige skuespiller foretog filminstruktøren Myroslav Slaboshpytskiy udvægelsen ikke kun i Ukraine, men også i Hviderusland og Rusland. Han forsikrede også, at ingen scener var improviseret, og at hver bevægelse var aftalt i manuskriptet.

Nogen spurgte mig, hvorfor man skal se dette «porno» (chornyha på ukrainsk, red.), når der rundt om i verden er så meget sorg? Spørgsmålet er selvfølgelig rimeligt, men «The tribe», anbefaler jeg stadig at se. Denne film er i traditionen fra prosaen i den frastødende naturalisme, sådan som Emile Zola skildrer virkeligheden, meget tæt. Og uanset hvor meget vi vender det blinde øje til den nye generation af «stammen» vil det ikke forsvinde. For ondt avler ondskab, og at undslippe dette helvedes cirkel er næsten umuligt. Der er den lov overalt, selv i en verden af døve.

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 1186 gange Senest ændret Tirsdag, 22. November 2016

Made by Amaze Studio Team