Lørdag, 31. December 2016

Mine ti års præstedømme

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Ordination af fader Vasyl Tyhovych til præst i kirken St. Nicholas i Ivano-Frankivsk regionen. 24. december 2006. Ordination af fader Vasyl Tyhovych til præst i kirken St. Nicholas i Ivano-Frankivsk regionen. 24. december 2006. Foto: Vasyl Tyhovychs billedarkiv.

Om præstedømmet som en livsstil – fader Vasyl Tykhovych, den åndelige leder af Den Ukrainske Græskkatolske Kirke i Danmark.

Tænker på 10 års præstegerning, med glad hjerte takker jeg Gud for, at han kaldte mig til vejen til præstedømmet. Tak for hans omsorg og støtte, at overdådig velsignelse er manifesteret i hele perioden af min mission i Danmark. Det er denne glæde, jeg deler med dig, kære læser.

Jeg erindrer indvielsesceremonien og indser, hvor stor venlighed der er skænket mig af Gud, og kan ikke lade være med at tænke på de ord af den hellige apostel og evangelist Johannes: «Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os...» 1 Joh. 4, 10. «Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer...» Joh. 15,16.

Præstedømmet som en livsstil

Ja! Præstedømmet er en gave, som man ikke fortjener. Jeg spørger ofte mig selv: «Hvorfor valgte Gud mig? Jeg er ikke anderledes end andre fyre, der har en masse svagheder og skrøbeligheder.» Og til denne dag har jeg ikke fundet et konkret svar, men jeg forstår, at præster er et redskab i Guds hænder, gennem dem fylder Guds velsignelse menneskers liv. Gennem præstens synlige tegn modtager folk Guds usynlige nåde og velsignelse.

Meget ofte spørges jeg: «Hvordan går det på arbejde?» Eller hører sætningen: «præsten i kirken og uden for kirken er ligesådan som alle andre mennesker.» Præstedømmet er en dragt, som man ikke kan tage af og tage på igen, det er heller ikke et fag, men en livsstil. Jeg forstår, at hvor jeg går, mit præstedømme går med mig, og det ligger ikke i tøjet. Ligesom en kristen ikke kan være en kristen kun i kirken. Herren kalder præsten til vejen for at møde andre. På denne vej er det forskelligt: sol og regn, dag og nat. Og for at gå til vejens ende med værdighed har præsten brug for din støtte, forståelse og især for dine bønner.

Komme til tiden

Præstedømmet – det er en livsstil. Nogle gange, når vi inviterer gæster, tilbereder min kone en lækker middag, og derefter ringer telefonen, og jeg skal gå med det samme. Jeg er nødt til at sige undskyld til gæsterne, stemningen går ned, men jeg indser betydningen af mit præstedømme, og jeg går ikke, men løber til en bus eller et tog, og hvis det er i byen (præsten bor i København, red.), så sætter jeg mig på cyklen for at nå stedet hurtigt. Og jeg takker Gud bagefter for, at det lykkedes at give de sidste sakramenter. Sagerne er forskellige: nogen ønsker at begå selvmord, nogen har skandaler i familien, nogen har psykiske lidelser, nogen ønsker at slippe af med fostret, osv., og jeg skynder mig, fordi der kan ske en ulykke.

Under et interview blev jeg spurgt, hvad jeg har gjort i de foregående års præstedømme? Jeg havde ikke noget svar, fordi tilsyneladende havde jeg ikke formået at gøre noget stort. Vi har organiseret tre vidunderlige kirkesamfund, men vi har ikke vores egne kirker. Og jeg tror, at Herren ansætter en præst for at opbygge menneskesjæle. Nogen bevarer familien, nogen vælger den rigtige beslutning. Folk deler deres problemer, og jeg forsøger at give gode råd. Efter kort tid har de skrevet, at samtalen hjalp dem, og nu er alt meget godt. Jeg glædes med dem og takker Gud. Efter hver alvorlig samtale kommer disse mennesker meget tæt på mig.

wedding Ukrainians in Denmark

Bryllup i det ukrainske samfund i København. Foto: Den Ukrainske Græskkatolske Kirke i Danmarks arkiv.

«Han var her»

Jeg blev spurgt, påvirker de præstelige aktiviteter ikke dit personlige liv? Jeg svarede først og fremmest, at præstedømmet og min person er uadskillelige, man kan ikke antage, at der er øjeblikke, hvor jeg ikke er præst. Bestemt påvirket. Nogle gange tænker jeg over en situation i nogle dage eller uger, og nogle af dem husker jeg mange år. Jeg husker, da jeg gav de sidste sakramenter til en ung og meget smuk kvinde, mor til en 3-årig søn. Håbet om livet var væk. Denne sag var for mange år siden, og jeg husker den samtale.

Det sværeste er at holde en ung døende i hånden. En gang kom jeg til hospitalet, og  en døende mand sagde: «Fader, velsign mig til livet». Jeg gav naturligvis velsignelser, støttede ham med ord, men det var meget svært, for da jeg et par uger senere kom til ham, var han allerede døende. Jeg kom til hospitalsstuen, og han så mig, og tårerne rullede. I samme øjeblik døde han for øjnene af mig.

Og der er tilfælde, hvor mennesker dør med stor lettelse i hjertet og glade øjne. En gammel mand, der var 90, var døende på et hospital og spurgte efter en præst. Til ham kom den danske, men han ville ikke have ham, derefter kom den russiske, men heller ikke ham ønskede han. Han sagde: «Jeg ved, at i København er der en ukrainsk præst, find ham for mig». Jeg ankom, manden var alene. Gav til ham sakramenter, var kort tid hos ham, og opholdt mig der uden at vide, hvor længe manden stadig ville leve og gik derfra igen. Og da jeg var gået, gik den person, der fandt mig, ind til ham, og manden sagde «Han var her» og døde. Sådanne og lignende tilfælde danner mig som præst.

At være en præste-ven

I dag takker jeg Gud for disse vidunderlige mennesker jeg mødte i Københavns, Vejles og Aalborgs samfund. Mange af dem er blevet mine venner, og det behager altid. Sandsynligvis ville det største, jeg kunne opnå, være, at blive præste-ven til hver familie. Med ordene fra Pave Frans: «En god præst kender ikke kun navnene på alle hans sognebørn, men også navnene på deres hunde». I min tjeneste forsøger jeg altid at være åben, så hver af jer kan blive en ven af præsten. Det er uheldigt, at de troende i vores samfund er spredt over hele landet, og ofte er nødt til at overvinde en masse kilometer for at komme til gudstjeneste i et bestemt samfund, men disse bestræbelser er ikke forgæves, Herren er altid givende.

Jeg, for mig selv, var overbevist om, at Gud virker, selv om præsten er ufuldkommen. Fordi det ikke er menneskeligt, men Guds handling. Nogle gange efter prædiken virker det på mig som om, den ikke har været særlig god, men så kommer nogen og siger tak, for ordene var ligesom til dem, og de rørte deres hjerter dybt. Jeg forstår, at det ikke er min fortjeneste, men at de var åbne for Guds handling.

Ukrainian priest in Denmark Vasyl Tykhovych

Under fejringen af dåben af to babyer i det ukrainske samfund i København, september 2016.
Foto: Vasyl Tyhovychs private arkiv.

Jeg husker et tilfælde, da vi i et af samfundene lørdag aften fejrede påske. Efter indvielsen af påskekurve, blev jeg spurgt, om de allerede kunne spises? Og min spontane reaktion var: «De, der skriftede og modtog nadveren, oplevede et åndeligt møde med den opstandne Kristus, de kan allerede spise, og dem, der ikke gjorde, kan spise, når de vil.» Disse ord hørte en ung fyr, der kom til kirke gennem en ven. Hans udseende var meget forskelligt fra de andre: langt hår, lang læderfrakke med forskellige mærker på. I slutningen af det hele kom han til mig og bad om hjælp. Jeg svarede, at han måtte komme den næste søndag til templet, men må ærligt indrømme, at jeg ikke havde forventet at se ham igen i templet.

Og denne fyr kom tilbage og ikke kun kom, men kom med den hensigt at ændre sit liv. Denne gang med kort trimmet hår og i normalt tøj, og adskilte sig ikke fra andre sognebørn. Under samtalen sagde han, at han blev ramt af disse ord om at spise mad, og han ønskede at ændre sit liv. Og har gjort det: har ofte skriftet, blev derefter gift og er et godt sognebarn nu. Som man kan se, Gud Herren selv førte én person til kirken, og præsten blev et redskab. Sådanne sager har der været mange af i disse 10 år. Så jeg takker Gud, der tillader mig at være vidne til Hans nærhed.

Præsten og Gud Herren

Jeg er den eneste ukrainske præst i Danmark, derfor møder jeg forskellige mennesker: de praktiserende kristne og dem, der kommer til templet for første gang; fra forskellige regioner i Ukraine; dem, der hører til Den Ukrainske Græskkatolske Kirke, og dem, der ikke gør; dem, der ikke er døbt eller er ateister. Men for mig er der ingen forskel på, hvem personen er. Når en person kommer til samtale med en præst, spørger jeg aldrig, hvilken kirke man tilhører. For mig er det vigtigt, at det er en person, der har brug for en præst.

Møder med præsten er ikke kun i kirken, men i gaderne, i parken, på en café, og hver gang jeg går til et møde, beder jeg til, at Gud handler gennem mig. Undertiden varer samtalen i timevis. Jeg husker en sag, hvor to mænd var forelskede i den samme kvinde. De havde brug for at snakke, men følelserne tillod dem ikke at gøre dette. De har fået den idé at tale sammen i templet under tilstedeværelse af en præst. Jeg tror, at denne idé var strålende. Så vi var fire i templet: to voksne mænd, præsten og Herren. Disse mennesker kunne derved undgå slagsmål og snakkede stille og roligt.

Stien af fejl og sejre

Jeg føler, at der her i landet virkelig er brug for præsten, selv om de sædvanlige søndagsgudstjenester ikke er så mange, som det kunne ønskes. Men de mennesker, der har brug for tilstedeværelsen af en ukrainsk præst, er mange. For eksempel døbte jeg gennem 10 års præstedømme mere end 130 børn. Det er en gave fra Gud for vores samfund og vores kirke.

christening of Ukrainian child in Denmark

Barnedåb i Vejle. Foto: Den Ukrainske Græskkatolske Kirke i Danmarks arkiv.

Selvfølgelig hjælper erfaring fra kirken mig at udføre min mission, men på trods af at jeg er præst, kan jeg tage fejl. I de første 10 år af præstedømmet, har jeg lavet mange brølere og fejltagelser. Og af dem har jeg lært. Efter 10 års præstedømme beder jeg jer alle om tilgivelse for det, og opfordrer jer til at bede for mig. Tilgiv mig, hvis jeg på en eller anden måde har fornærmet nogen, har givet råd, der ikke var nyttigt eller gjort nogens liv vanskeligere.

Især tilgiv mine vittigheder. Jeg vil altid huske en dårlig aprilsnar, da jeg skrev i det sociale netværk, at jeg i min tjeneste skulle overføres fra København til Kiev. Mange mennesker, som står tæt på mig, troede på det, og det var meget smertefuldt at acceptere. Havde jeg forudset de konsekvenser, det gav, ville jeg aldrig have gjort det. Men der kom også noget godt ud af det. Nogle sagde, at denne nyhed fik dem til at tænke på, hvorfor de ikke gik til templet, da det var muligt. Og også den dag ringede biskop Peter og spurgte, om nogen havde informeret mig forkert. Jeg sagde: «Jeg blev ikke bedraget, men jeg jokkede. – Hvad skrev du? – At De vil tage mig fra Danmark og give det ukrainske samfund en bedre præst. – Om det vil være bedre, ved jeg ikke, men jeg kan godt give dem en anden!» Uanset hvad, ved hver præst, at han er en af Jesu soldater og er sendt der til, hvor der er mest brug for ham.

I dag fejrer jeg 10 års præstedømme, jeg beder jer alle støtte med bøn, således at jeg kan være en god arbejder i Kristus' vingård. Må Gud sende min generøse velsignelse på dig og din familie!

Oplysninger fra biografi

Fader Vasyl Tyhovych blev født den 17. januar 1981 i landsbyen Novosilka, Zalischytskyj distrikt i Ternopil region.

Den 24. januar 1981 han blev døbt.

I 1987-1996 gik han i folkeskole.

I 1996-1998 fortsatte han sine studier på et gymnasium.

I 1998-2004 studerede han i Ivano-Frankivsk Theological Academy.

I 2003-2004 var han præfekt i Ivano-Frankivsk Theological Academy.

I 2004-2005 studerede han ved Det Pavelige Salesianske Universitetet i Rom.

Den 17. juli 2005 giftede han sig med Svitlana Perchyk i Ukraine.

I august 2005 flyttede han med sin kone til Danmark og hjalp som seminarist i skabelse af det ukrainske græsk-katolske samfund i København.

Den 10. december 2006 modtog Vasyl Tyhovych den diakonale ordination.

24. december 2006 blev Vasyl Tyhovych ordineret til præst.

31. december 2006 udførte Vasyl Tyhovych sin første guddommelige liturgi i Ukraine.

Den 8. april 2007 udførte han den første guddommelige liturgi i kirkesamfundet i København og har derefter begyndt at afholde gudstjenester i Danmark.

1. januar 2008 blev fader Vasyl udnævnt som administrator for de ukrainske græske katolikker i Danmark.

6. juli 2008 blev det ukrainske græskkatolske samfund i Vejle skabt.

Den 20. august 2012 modtog fader Vasyl Tyhovych biritualizm (retten til at tjene i den latinske ritus) for Kongregationen for de orientalske kirker (Vatikanet) på anmodning af den danske katolske biskop Czeslaw Kozon. Siden da har fader Vasyl hjulpet det romersk katolske samfund i København i Sankt Ansgar Kirke.

25. marts 2014 fik han permanent opholdstilladelse i Danmark.

Den 1. november 2014 blev fader Vasyl udnævnt som dommer i kirkens tribunal i Københavns stift.

11. april 2015 blev det ukrainske græskkatolske samfund i Aalborg skabt.

Den 1. december 2016 blev fader Vasyl Tyhovych incardineret som præst ved det apostolske Eksarkatet i Tyskland og Skandinavien.

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 993 gange Senest ændret Onsdag, 4. April 2018

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team