Fredag, 29. August 2014

Donetsk med tusindvis af mennesker forvandles til spøgelsesby Fremhævet

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Victoriya Zakharkina. Victoriya Zakharkina. Foto: Privat arkivbillede.

Journalist, som nu er i Donetsk, skrev, hvordan man lever i byen i dag.

For nylig var jeg overrasket over at opdage, at et par kilometer fra den berømte by Chygyryn (Cherkasy region, red.) er der en spøgelsesby Orbita. Der er blokke af højhuse uden vinduer og døre, nogle steder er der tegn på en fjern menneskelig tilstedeværelse. For næsten 30 år siden ønskede man at bygge et atomkraftværk på Dnepr-bredden, men efter katastrofen i Tjernobyl, ændrede projektet sig i retning af vandkraft. Men det blev ikke gennemført, men en landsby for arbejdstagere var allerede bygget, og kloakering samt alle øvrige installationer var udført. Arbejdet var væk, og folk er bare alle tjekket ud. Dette er absolut en død by. Hvorfor sådan en lang forhistorie? På en eller anden måde skærpes min allerede lidt forvrængede bevidsthed om realiteterne, og tegner næsten det samme billede, men bare for Donetsk.

Donetsk centrum er tomt

Allerede de centrale gader er tomme, transportforbindelser til "verden udenfor" er væk, veje er blokeret, de fleste virksomheder er flyttet til andre byer, butikkernes udbud af varer er betydeligt reduceret, vandet er ikke drikkekvalitet og gives på bestemte tidspunkter, nogle områder er ofte uden elektricitet, alle ukrainske tv-kanaler, hvor man kan se nyheder, er blevet slukket. Selv lyskrydsene i bycentrum er deaktiveret, der er simpelthen ikke noget at regulere. Det er meget kort fortalt om, hvad foregår i en af de tættest befolkede byer i Ukraine.

En vane at tælle skud

Der er ikke overraskende konstant beskydning, eksplosioner af haubitser eller salver af «Grad». Selv ordet «morter», «Grad», «haubitser», «granat», «pancerkøretøj» og de andre, som i dette liv (før krigen) kun blev udtalt et par gange, er nu blevet hverdagskost. Det er blevet en vane at tælle skud og tænke over, hvor de fløj. Hvis de skyder i nærheden af dit hus, så vil raketten falde på en andens hus i et andet område. Og der vil være skader, død, ødelæggelse, tårer, sorg...

Kan ikke slippe et brændende ønske

Jeg ønsker ikke at være, som mange andre siger, at vi kun har os selv at bebrejde. Men jeg kan ikke slippe af med det brændende ønske om at se ind i øjnene af alle de «DFR borgere», som gladeligt deltog i den ulovlige folkeafstemning, og at spørge: har de stemt om dette? Eller kan de ikke engang huske, hvad der blev skrevet på dette stykke papir? De skammer sig ikke, de omvender sig ikke, og endnu mere vanvittig forbander de hele Ukraine.

Ubesvaret spørgsmål

En af mine kolleger spurgte mig: «Er det forfærdeligt, at vi forholder os så grusomt til disse mennesker?» Jeg sagde til hende ærligt, at jeg ikke føler den mindste anger. Man behøver blot at huske på, hvem der først i vores by greb til våben, hvor der er militante og andre lejesoldater. Derfor kan zombi-frasen «Poroshenko sender tropper imod os, og vi vil forsvare vores land» kun udtales af personer, som har en nedbrudt personlighed.

Jeg har ikke grebet til våben og gået til at «forsvare» flere millioner ukrainere i Canada, Australien, Rusland og andre lande. Nu er det så sket, at en flok mennesker, der er ude af stand til at tænke logisk og kritisk om de faktiske omstændigheder, forestillede sig at skulle være skæbnens smagsdommere. Hvem gav dem ret til at bestemme for millioner af mennesker i hele landet, hvor de bor, til at gennemføre valget eller ej, hvornår det er tid til at gå i seng, hvad de skal spise, eller hvad man skal se på TV? Endnu forbliver dette spørgsmål ubesvaret for mig.

Folk smugles ulovligt til flygtningelejre

På husene er der meddelelser om fjernelse af folk til Rostov-on-Don, Sochi, Moskva og Krim. Jeg ringede til dem, som gør den slags «arbejde» og spurgte, gennem hvilken grænsekontrol de blev bragt ud. Jeg fik at vide, at ruten løber gennem Marynivka. Jeg ved, at Marynivka allerede har været lukket i tre måneder, hvilket betyder, at der er ingen ukrainske grænsevagter, og dermed har de russiske på den anden side, i henhold til folkeretten, ikke ret til at være der. Derfor er folk smuglet ulovligt (mange tænkte endda ikke over det), og blev afleveret til flygtningelejre.. Jeg behøver ikke at gentage, at der er streng kontrol med dem fra det russiske Ministerium for Nødsituationer og at de efterfølgende eksporteres til de sibiriske regioner.

Donetsk lever uden lokale myndigheder

Byen har et par måneder levet uden lokale myndigheder, domstole, anklagere, politi, banker og andre myndigheder. Det er ikke en skam og alarmerende, at vi er overladt til terroristerne. Dette viser endnu en gang en fuldstændig adskillelse mellem de lokale myndigheder og de behov og bekymringer, som almindelige mennesker har. Vi kan leve uden dem i flere måneder, men på deres hjemmesider skriver de regelmæssigt: «På ruter i byen kører al transport, og kommunaltjenesten fungerer normalt». «Dybt buk» for dem, der længe har tjent terroristerne og ryddet vejen for dem.

Flere fakta, der gør konklusioner lette

Her er et par fakta til at fuldende billedet af, hvad der sker, med en klar hentydning til, hvad der er tilstrækkeligt, for at folk med lethed kan gøre deres konklusioner.

– åbne er alle de supermarkeder, der er direkte eller indirekte ejet af Rinat Akhmetov;

– hylder i forretninger «glæder» kunder kun med varer fra Borys Kolesnikovs produktionsselskaber (Kolesnikov er forretningsmand fra Donetsk, og ifølge bladet Fokus på 39. pladsen på listen over Ukraines rigeste mennesker, red.), andre produkter kommer ikke i forretningerne;

– i Akhmetovs supermarkedskæden distribueres flyveblade med en opfordring til at slutte sig til rækken af terrorister;

– ingen af Akhmetovs virksomheder har alvorlige skader, og personalet i de af hans virksomheder, som ikke har produktion, er for et par måneder siden taget til andre regioner;

– Akhmetovs og Yanukovich villaer er uskadte;

– trods talrige angreb angiveligt!!! af den ukrainske hær har ingen terrorist i byen lidt og ingen i de fællesboliger eller på basen, hvor de er placeret.

P. S. Hidtil ukendt i historien er det journalistiske eksperiment udført på russisk TV med Ruslands borgeres bevidsthed. Under det blev en del borgere i Ukraine ramt. De er glade, fordi de ikke kender det. Og jeg skammede mig over, hvad jeg siger og tænker på russisk. For dette vil jeg gerne takke dem uden nogen antydning af sarkasme.

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 1204 gange Senest ændret Onsdag, 4. April 2018

Made by Amaze Studio Team