Lørdag, 22. Februar 2020

Annektering af Krim 2014: En morgen var der fremmede soldater i gaderne

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
«Jeg håber, at jeg lever længe nok til at opleve Krims befrielse». Det ukrainske flag på et hus i Simferopol på Krim. 2013. «Jeg håber, at jeg lever længe nok til at opleve Krims befrielse». Det ukrainske flag på et hus i Simferopol på Krim. 2013. Foto: Jørgen Deleuran.

Volodymyr er fra den ukrainske halvø Krim, som i 2014 blev besat af Rusland. Han har valgt at forblive ukrainsk statsborger.

 

 

Jeg møder Volodymyr på en café i en europæisk storby. Gennem mange år er jeg kommet i Ukraine og også på Krim, så jeg er interesseret i at høre, hvordan Volodymyr ser på situationen, og hvordan livet er på Krim i dag. Jeg byder ham på en kop kaffe. Vi vælger begge at drikke espresso.

«En morgen opdagede jeg, at det russiske flag vajede fra officielle bygninger. I gaderne var der fremmede soldater. Det var et chok,» fortæller han. «Jeg havde aldrig troet, at noget sådant skulle ske.»

1% af stemmerne

Jeg fortæller ham, at jeg i 2004 gik på gaden i Krims hovedstad Simferopol, da jeg opdagede en lille plakat, som var klæbet op på en mur. Jeg kan lidt russisk men ikke nok til, at jeg kunne forstå teksten. Dog kunne jeg se, at det handlede om Rusland og Krim. Jeg var sammen med en ukrainsk ven og spurgte, hvad der stod på plakaten. Svaret var, at der var nogle, der ønskede, at Krim skulle tilhøre Rusland. «Men de er ikke ret mange, og det bliver aldrig til noget,« sagde min ven.

«De var heller ikke ret mange. Inden besættelsen fik det prorussiske parti kun 1% af stemmerne,» siger Volodymyr. «Så kom de med deres soldater og tanks og sagde, at vi skulle stemme og lovede en masse. Bl.a. lovede de, at pensionerne skulle stige væsentligt. Der var kun omkring 30%, der stemte. De fleste var gamle mennesker, der var vokset op i Sovjetunionen. De stemte ja på grund af nostalgi og fordi, de gerne ville have højere pension. Det fik de også, og så syntes de, at de pludselig var blevet rige. Men så steg alle priserne. De steg og steg, og pensionerne blev mindre værd end før.»

De lærer børn om skydevåben

Jeg spørger ham, hvordan situationen har påvirket ham.

«I 3 år efter besættelsen var jeg deprimeret, men så besluttede jeg, at det jo ikke ændrede noget, så nu forsøger jeg at få det bedst mulige ud af livet. Noget af det, der stadig gør mig trist, er, at der er soldater og tanks overalt. Ved offentlige arrangementer bliver folk visiteret. Selv børn visiterer de. Det er også rigtig slemt, at de oplærer børn i brug af skydevåben.»

Naturen ødelægges

«Russerne har lavet en ny vej fra Kertj i øst til Sevastopol i vest. De har anvendt materialer fra bjergene, som nu står tilbage med store grimme kratere. De har ødelagt naturen. Det er ikke lavet for befolkningens skyld, så borgerne har en fin vej at køre på. Vejen er lavet til, at de russiske tanks let skal kunne komme frem.»

Da Rusland besatte Krim, flyttede mange vestlige og ukrainske virksomheder væk. Dette gjaldt også banker, så jeg vil gerne vide, hvordan bankvæsenet fungerer i dag.

«Vores banker er fake banker. Man kan ikke sende penge til udlandet og heller ikke modtage penge. Deres kreditkort er intet værd, for de virker kun på Krim og i visse storbyer i Rusland,» svarer han.

Frosset fast i sovjettiden

Volodymyr fortæller, at han ikke ønsker at være russisk statsborger. Derfor har han beholdt sit ukrainske statsborgerskab.

«Rusland er frosset fast i sovjettiden. Det er Krim også nu. Nu indser jeg, hvor meget bedre det var under Ukraine. Og hvis jeg havde haft et russisk pas, ville jeg ikke kunne rejse ud i verden. Jeg ville kun kunne rejse til Rusland. Det er kun Rusland, der anerkender Krim som russisk. Resten af verden gør ikke. Hvis man vil søge visum til et andet land, siger de, at Krim ikke står på deres liste over russiske territorier, og så får man afslag på visum. Som ukrainsk statsborger kan jeg rejse alle steder hen. Jeg kan tage til et EU-land, og de spørger overhovedet ikke om noget. Jeg kan bare rejse ind. Dem, der stadig holder fast i deres ja til, at Krim skal være russisk, siger, at det er godt nok, at de kun kan rejse til Rusland. Det er mennesker, der ikke forstår værdien af frihed.»

Jeg spørger Volodymyr, om han tror, at Krim nogensinde vil vende tilbage til Ukraine.

«Jeg håber, at jeg lever længe nok til at opleve Krims befrielse,» svarer han.

Vi sidder et stykke tid i tavshed. Sammen, men alene med hver vores tanker. De handler dog nok om nogenlunde det samme. Jeg bestiller en omgang espresso mere, og vores samtale drejes over på et mere behageligt emne. Hans rejse og min og vores oplevelser. En halv times tid senere skilles vi. Han skal videre på sin rejse, og jeg skal videre på min.

Læst 117 gange Senest ændret Lørdag, 22. Februar 2020

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team