Søndag, 24. April 2016

Mine oplevelser i Ukraine. Del 1 – Velkommen til Krim

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Ukraines flag. Ukraines flag. Foto: Jørgen Deleuran

Om sin første rejse til Ukraine, nemlig til Krim, fortæller den danske journalist og redaktør Jørgen Deleuran.

Engang i begyndelsen af 1990'erne skulle jeg lave en radioudsendelse om atomkraft. Der var igen dukket tanker op om, at Danmark burde indføre denne form for energiforsyning. I forbindelse med min research var jeg naturligvis også inde på problematikken omkring Tjernobyl og den katastrofe, der skete der. Men jeg kom også i forbindelse med andre oplysninger om Ukraine, som dengang var et land, som jeg kun kendte meget lidt til. Imidlertid kunne jeg ud fra oplysningerne slutte, at der var tale om et land med en meget interessant historie såvel som kultur og natur. Derfor besluttede jeg, at der måtte jeg over en dag.

Som med så mange andre ønsker blev mit ønske om at besøge Ukraine ikke indfriet lige med det samme. Faktisk gik der omkring 12 år, før jeg realiserede ønsket. Jeg havde fundet nogle gamle bøger frem fra deres gemmer. Imellem dem var der et atlas, som jeg begyndte at kigge i. Så var det, at jeg igen kom til at tænke på mit tidligere ønske om at besøge Ukraine, og jeg begyndte derfor at studere kortet for at få en idé om, hvor jeg kunne tage hen. Kiev var selvfølgelig oplagt, men på den anden side ville jeg gerne se noget af landets natur. Jeg opdagede, at der med blyant var lavet et kryds på Krim. Det var ikke et kryds, som jeg selv havde sat. Atlasset havde jeg engang købt i et antikvariat, så det måtte være den forrige ejer, der havde sat det.

Der vil jeg hen

Så gik jeg på Internet for at finde ud af noget om Krim. Alt, hvad jeg i forvejen kendte til stedet, var, at det var der, Jalta-konferencen blev afholdt efter 2. Verdenskrig, og at Krim også var hjemsted for Sortehavsflåden. Men jo mere jeg fandt ud af om Krim, des mere begejstret blev jeg. Det var simpelthen der, jeg ville hen.

curiousua com ukraine crimea sevastopol black sea fleet photo joergen deleuran

To af Sortehavsflådens skibe i Sevastopol.

Da jeg havde taget den beslutning, begyndte jeg at lede efter kontakter på Krim og fandt frem til en person, som kunne hjælpe mig med at arrangere togbilletter fra Kiev til Simferopol samt leje af ferielejlighed. Jeg havde nemlig besluttet at flyve til Kiev og kigge på byen nogle timer, inden jeg drog videre mod Krim. At jeg valgte toget, skyldtes, at jeg kunne tænke mig at prøve en lang togtur, hvor jeg kunne få den oplevelse at se noget af landet.

Fra 19 grader til 33

Vel ankommet til Boryspil Lufthavn blev jeg sammen med de andre passagerer kørt til Terminal B, hvor jeg ventede en rum tid på min bagage. Derefter stillede jeg mig i kø ved paskontrollen. Inde i deres glasbure sad betjentene og tog imod folks pas. Der blev kigget nøje på pasbillede og ansigt. Derefter igen på billedet og så atter på ansigtet. Sådan en 4-5 gange til det stod klart, at passet tilhørte vedkommende, der stod foran betjenten. Da det blev min tur, blev jeg bl.a. spurgt om, hvor jeg skulle bo under mit ophold. Jeg fortalte, at jeg skulle bo i en lejlighed og hvem, jeg havde lejet den af. Betjenten nikkede, og jeg fik lov at gå videre til tolden. Her blev jeg modtaget af en venligt smilende kvinde, som bad mig åbne min kuffert. Hun kiggede den hurtigt igennem og ønskede mig derefter et godt ophold i Ukraine.

ukraine curiousua com boryspil airport kyiv photo joergen deleuran

Boryspil Lufthavns Terminal B.

Ude på pladsen foran Terminal B fandt jeg hurtigt den bus, som kørte ind til banegårdens søndre terminal. Turen tog 3 kvarter, og en del af den blev tilbagelagt på den 4-sporede motorvej, langs hvis sider der er placeret kæmpestore billboards. På en af disse reklamer bød Carlsberg mig velkommen til Kiev. Jeg havde dog ingen tanker om at drikke dansk øl under mit ophold. Skulle jeg få lyst til øl, skulle det naturligvis være ukrainsk øl.

Banegårdens søndre terminal viste sig at være en stor, imponerende og moderne bygning, der rejste sig højt til vejrs med enorme glaspartier på facaden. Lige udenfor lå en lille kirke på sin egen helle midt mellem den vejbane, der svinger ind til banegården og hovedfærdselsåren på den anden side af kirkens helle. Også den var af nyere dato og vældig flot, som den stod der med sin gyldne kuppel.

ukraine curiousua com railway station kyiv photo joergen deleuran

Kiev Banegårds søndre terminal.

Jeg fik set mig lidt om i kvarteret, fik taget nogle billeder, og var en tur ovre i det supermarked, der ligger overfor banegården, og på hvis facade der var en stor reklame for Carlsberg. Derefter satte jeg mig på en af bænkene udenfor banegården og spiste min indkøbte mad samt betragtede livet omkring mig. Det var en dejlig varm aften i begyndelsen af august, og der var mange mennesker på gaderne. Alt åndede fred og fordragelighed, og jeg følte mig rigtig godt tilpas. Da jeg fem timer tidligere var ankommet til lufthavnen, steg jeg ud i 33 graders varme. Kom fra en kølig sommer med 19 grader, regn og blæst.

Engang var det nyt

Lidt før kl. 23 gik jeg til den perron, hvorfra mit tog skulle køre. Perronen var fyldt med mennesker; kvinder, mænd, børn. Unge piger og store drenge, gamle koner og ditto mænd. Alle ventede vi på toget mod syd. Da toget rullede ind på stationen, kunne jeg se, at det bar præg af, at det engang havde været nyt – altså engang for længe siden. Sådan så det også ud indvendigt, hvor interiøret var slidt, men brugbart. På vognens gang lå der en løber i en ubestemmelig grålig farve med langsgående blå og gule striber i hver side.

Der var tale om, hvad jeg vil kalde en skåneløber, for under den lå den egentlige løber, som var vældig flot, hvilket man kunne ane, idet skåneløberen, der i hver ende af gangen var fæstnet til gulvet med metalskinner, gled lidt til side, efterhånden som folk gik på den. Så med mellemrum trak togpersonalet skåneløberen på plads, så den rigtige løber ikke blev slidt. På højre side af gangen var der vinduer, på venstre side lå kupeerne. Sovekupeer til fire personer. Fire køjesenge, en bordplade ved vinduet, tæpper og hovedpuder, diverse anordninger til anbringelse af sit tøj og andre genstande. I kupeen sad der i forvejen en kvinde og en mand. Jeg lagde bagagen ned i det rum, der var under den nederste køjeseng. Så kunne den ikke forsvinde, mens jeg sov. I hvert fald ikke uden at trække mig ud af køjen.

Det var så heller ikke 1. klasse

En togstewardesse kom ind med lagner, dynebetræk og pudevår samt håndklæder – alt sammen skinnende hvidt og rent, så det stod i kontrast til alt andet i toget, der, de sidste mange år, ikke var blevet malet eller vedligeholdt andet end det allernødvendigste. Når man gik ud på toilettet, stod det én klart, at noget lignende gjorde sig gældende der. Blot med den forskel, at der på toilettet virkede som om, der sidst var rent, dengang toget var nyt. Det var ikke her, man ville sidde og læse avis en halv times tid. OK, jeg havde så heller ikke billet til 1. klasse, hvor forholdene var noget anderledes. Men jeg har aldrig været sart, så jeg tog det som en oplevelse.

Toget satte i gang og begyndte langsomt at forlade stationen. Jeg spiste lidt og drak kildevand. Så ud af vinduet, ud i natten. Jeg lagde mig og læste i en medbragt bog. For folk med hang til tobak foregik rygning ude i den mellemgang, der forbinder to togvogne. Når man havde røget færdig, smed man skoddet på metalgulvet og trådte gløden ud. Der var ingen askebægre. Med mellemrum tog personalet den riskost, der stod i hjørnet, og fejede skoddene op.

Vuggedes i søvn

Så gik passagererne til ro. Også jeg krøb til køjs og lå der i den lune nat, og blev vugget i takt med togets bevægelser. På vej gennem det store land, på vej mod mit mål, som jeg ville nå efter 14 timers kørsel. Jeg faldt i søvn og drømte behageligt. Jeg vågnede halvt op, så ud i kupeen, vendte mig, lukkede atter øjnene og lod mig igen vugge ind i søvnens verden. Endnu en drøm, endnu en opvågning og endnu engang vuggedes jeg i søvn af togets duvende bevægelser.

Milliarder af solskinsgule solsikker

Da toget kørte ind på en station vågnede jeg igen. Mit ur viste, at klokken var 4.55 (havde husket at stille det til lokal tid). Jeg følte mig udhvilet og godt tilpas. Vendte hovedet og så ud af vinduet. Perronen og bygningerne havde, ligesom toget, engang været nye. Det var et stort sted. Meget lang perron og adskillige store bygninger. Og engang havde der været stor aktivitet her. Nu virkede det som et forladt sted. En metallisk bankelyd hørtes med korte mellemrum. Jeg fik øje på en banemand, der gik langs toget og bankede på hjulene med en hammer, så han kunne høre, om alt var vel med hjulene. Så satte jeg mig op, tog mit tøj på, stod op og gik ud på gangen og stillede mig op ved et vindue.

Det var endnu ikke blevet rigtigt lyst. Også til denne side lå der bygninger, hvor der også tidligere havde været sket mere, end tilfældet var nu. Så gik jeg ned ad gangen til vognens bagperron for at ryge en cigaret. Her stod i forvejen en anden passager, der, da jeg kom ind, smed skoddet på metalgulvet og trådte gløden ud. Da jeg selv lidt senere også havde trådt gløden ud, gik jeg tilbage til kupeen, hvor jeg tog et par kiks, noget ost og kildevand. Efter at have spist gik jeg igen ud til vinduet i gangen. Lidt efter satte toget atter i gang og rullede langsomt ud ad sporet. For mine øjne dukkede der enorme marker op. Så langt øjet rakte, var der marker. Og det blev ved. Time efter time efter time. Græsmarker, kornmarker, marker med milliarder af solskinsgule solsikker, der vendte deres hoveder mod mig som for at se mig an. Her og der lå der små, meget små, landsbyer med meget små huse. Enkelte af dem var i to etager, men ingen af husene så ud som om, de var store nok til, at der kunne være mennesker i dem. Men det kunne der, og det var der. Ikke alle steder i verden bor man i parcelhuse på 160 m2.

Hvad er lykke?

En gammel kone kom gående med sin ko. Med mellemrum stoppede den op og åd af græsset i vejkanten. Den var med til at sørge for, at hun kunne opretholde livet. Ved hvert lille hus var der plantet kål, majs, kartofler og andre vækster, der skulle give mad på bordet. Lidt efter så jeg en anden gammel kone med fem geder, og senere igen flere mennesker med deres køer. Nogle steder havde de samlet sig en 7-8 mennesker med deres tilsammen 16-17 køer. Nogle havde én ko andre to eller flere. De talte sammen, holdt øje med deres dyr, så efter toget.

ukraine curiousua com cows crimea photo joergen deleuran

Lykken kan være en ko eller to.

En undersøgelse, der skulle klarlægge, hvor lykkelige forskellige landes befolkninger var, viste, at danskerne var de næstmest ulykkelige. En anden undersøgelse nogle måneder senere viste, at danskerne var de lykkeligste i verden. Altså havde vi (og regeringen) valgt at ignorere den første og sætte vores lid til den sidste. I samme undersøgelse var ukrainerne henvist til en sidsteplads – verdens mest ulykkelige befolkning. 

Livet har lært mig, at man får svar, som man spørger. Og hvis man sætter som forudsætning for lykke, at man har vaske- og opvaskemaskine, et større udvalg af diverse køkkenmaskiner, B&O anlæg, pc’er, fladskærms-tv, og hvad vi ellers fylder vores liv op med i Danmark, så er det naturligvis ikke lykken at bo i et ganske lille hus, dyrke sine egne afgrøder og have en enkelt ko. Men sandheden er, at konen med koen ikke nødvendigvis behøver at være mindre lykkelig end en dansker. Eller mere ulykkelig. Hun har selvfølgelig også ønsker, også nogle, der er svære eller umulige at få opfyldt. Som dansker – eller skulle jeg sige: som ethvert andet menneske har jeg det ligeså.

Hvad vi hver især har af ønsker til livet, er naturligvis forskelligt fra menneske til menneske. Måske nogle danskere gerne vil have mere ro i tilværelsen, mindre stress, tid til at dyrke deres egne kartofler. Men vil de nogensinde få det opfyldt? Måske konen med koen, ønsker sig en firehjulstrækker og en fladskærm. Men vil hun nogensinde få det opfyldt?

Et sidste måltid

Toget fortsatte gennem det smukke landskab med vidtstrakte marker. Hvis man tror, at vi i Danmark har nogle store landbrug, så er der her marker at se over en strækning på mange hundrede kilometer.

Gennem vinduet så jeg den næste lille landsby. Kirkegården lå lige ud til banelegemet. Rækværket rundt om begravelsespladsen og alle korsene var malet i den sammen stærke blå farve. Stedet skilte sig markant ud fra omverdenen. Og allerede her tidligt var der mennesker, der gik og passede gravene.

Jeg gik ind i kupeen, tog lidt flere kiks med ost, spiste en banan, drak vand, tog min bog og gik ud i gangen, hvor jeg slog et af klapsæderne langs væggen ned. Her satte jeg mig og fordybede mig i min kriminalroman. Lidt efter lidt vågnede mine medpassagerer og gik med håndklædet over den ene skulder mod toilettet.

Formiddagen gik med læsning, betragtning af det landskab, som toget passerede forbi og af det liv, der udfoldede sig. Da toget nåede Krim fandt jeg igen maden frem, så jeg kunne få et sidste måltid, inden jeg nåede Simferopol.

Velkommen til Krim

Da klokken blev 13, rullede toget ind på stationen, og lidt efter stod jeg på perronen. Jeg fortsatte hen ad den, til jeg så en mand stå med et skilt med mit navn. Hjemmefra havde jeg, da jeg bestilte ferielejligheden, aftalt, at jeg skulle hentes på stationen og køres til lejligheden.

ukraine curiousua com simferopol station crimea photo joergen deleuran

Simferopol Banegård.

Chaufføren hilste og bød mig velkommen til Krim. Så gik vi til hans bil og startede turen ind mod centrum. Der var mere trafik, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde haft en idé om, at i et land, hvor mange er fattige, ville der ikke være mange biler i gaderne, men det var der. Chaufføren styrede sikkert og professionelt vognen gennem gaderne. Vi passerede Salgir Floden, som slynger sig gennem byen og lidt efter en stor plads, hvor Lenin stod højt hævet og skuede ud over folket. To gader længere fremme drejede vi til venstre og derefter til højre ind i en gård. Chaufføren stoppede vognen, slukkede motoren og sagde: «We have arrived».

Læst 1082 gange Senest ændret Lørdag, 1. Juli 2017

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér

Made by Amaze Studio Team